Bandet har taget et særdeles fornuftigt skridt ind i en ny epoke

Det var store sko, William DuVall blev bedt om at udfylde, da han fik jobbet som sanger i Alice In Chains. Det lykkes da heller ikke, primært fordi han ikke formår at bidrage med en synderlig original vokal. For hvor han indtil nu har klaret sig fint med at fortolke klassikerne til koncerterne, så er det en anden historie, når man bliver bedt om at lægge personlighed til nyt materiale. På pladens første to sange lægger AIC sig tæt op ad den klassiske lyd med to vokalister, så det er først på Last Of My Kind, man får alvor får lov til at høre, hvad DuVall kan bidrage med.
Svaret er en klassisk og ganske glimrende rockvokal, der dog ikke byder på den vildskab og angst, Layne Staley var legendarisk for, og så må man spørge sig selv, hvad man egentlig skal bruge Alice In Chans til i dag. Svaret er at de øvrige tre medlemmer fortsat lyder som i gamle dage, og når de i fællesskab formår at levere de tunge tracks (A Looking In View) og de flotte stille numre (Your Decision) og gøre det bedre end de fleste, så begynder det at stå klart, hvor savnede de egentligt har været.
Check My Brain er fuldt på højde med bagkataloget, og selvom der også er enkelte svage led ikke mindst på grund af søgte tekster og en lidt polstret produktion, så er der heldigvis mere at komme efter her end blot nostalgi. Så med al respekt for Layne Staley, der flot bliver hyldet på titelnummeret med hjælp fra Elton John, handler det nu for AIC om at se fremad, og det kan de efter mange års pause gøre med et særdeles hæderligt album i bagagen.