Anmeldelse / Live / Mandag d. 21-09-2009 kl. 08:05

Tori Amos
Operaen, København,
søndag d. 20. september 2009

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Steffen Jørgensen (www.photo.jint.dk)

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,33 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En yderst tilfredsstillende rundtur i klaversirenens bagkatalog

+ Se hele galleriet

Tori Amos har efterhånden fundet en cyklus, hvor hun cirka hvert andet år udgiver et nyt - mindst 70 minutter langt - album, ofte med et gennemgående tema, og herefter tager på turné til koncertsale med siddepladser, hvor hendes lyttekrævende musik rigtigt kan komme til sin ret. I år hedder albummet "Abnormally Attracted To Sin", hendes tiende af slagsen, og koncerthuset er for Danmarks vedkommende Operaen i København.

Selvom Tori Amos langtfra vælter hitlister eller er længere er "the new big thing", har hun et trofast publikum, som let kan fylde steder som Operaen, trods velvoksne billetpriser. Og fansene var klar og gav stående applaus, allerede da Amos trådte ind på scenen, iført en lang, kropsnær, orange kjole, som næsten gik i ét med hendes imponerende hårpragt. Amos havde medbragt sine mangeårige faste musikere, trommeslageren Matt Chamberlain og bassisten Jon Evans, der også betjente forskellige former for elektronik samt lejlighedsvis guitar. Selv indtog Amos vanen tro scenen placeret mellem sit elskede Bösendorfer-flygel og hele tre keyboards af forskellig størrelse.

Amos lagde ud med "Give", åbningsnummeret fra hendes seneste album, der ligesom de forrige mange af slagsen er absolut udmærket, uden helt at nå det tårnhøje niveau fra de fire første, "Little Earthquakes", "Under The Pink", "Boys For Pele" og "From The Choirgirl Hotel". Publikum klappede begejstret, mens Amos indtog sin velkendte positur halvt stående med den ene hånd på flygelet og den anden på et af de andre keyboards. Som pianist er Amos virtuos, i hvert fald i rock-sammenhæng, og hendes fingre løb ustandseligt op og ned ad tangenterne, uden at der hverken her eller senere var tilløb til rent blær og opvisning - hver en tone havde sin nødvendige plads i sangen. Hendes smukke, både blide og aggressive og meget nuancerede stemme stod også klart i det fremragende lydbillede, hvor den yderst velspillende rytmesektion heldigvis ikke kom til at fylde for meget, som det lejlighedsvis var tilfældet for to år siden i Falconer Salen.

Perler, ikke hits

Allerede i anden sang forlod vi det nye album for at tage en tur med pigen Scarlet i form af sangen "Pancake" fra 2002-albummet "Scarlet's Walk", og stemningen fik endnu en tak opad, da Amos herefter gav os sangen om en anden pige, "Cornflake Girl", et af hendes mest kendte numre, hentet fra "Under The Pink". Der var nu lagt op til en tur rundt i Amos' righoldige bagkatalog frem for et fokus på hendes nyeste album, og sådan skulle det da også blive. En disposition, man dårligt kan tillade sig at kritisere, med så mange sangskatte i Amos' kiste. Ligefrem "greatest hits" var der dog ikke tale om, men egentlige hits har hun heller ikke begået så mange af. Fremragende sange har hun derimod skabt stribevis af, og blandt højdepunkterne var "Girl" fra debuten "Little Earthquakes", crescendo-balladen "Pandora's Aquarium" og den i Amos-sammenhæng usædvanlig energiske "Take To The Sky" med citater fra Carole King-klassikeren "I Feel The Earth Move".

Efter en times tid forlod Evans og Chamberlain scenen, så Amos kunne udfolde sig solo under overskriften "Lizard Lounge", og det gjorde hun på de meget smukke ballader "Ribbons Undone" og "Winter", hvor man også fik mulighed for bedre at kunne nyde Amos' poetiske, billedrige tekster, som befinder sig milevidt over mange andre singer-songwriteres hjerte-smerte-univers. Denne sektion kunne godt have varet længere end de to sange, men Evans og Chamberlain gled dog fint ind i lydbilledet, da de igen meldte sig på scenen.

Efter 18 numre og syv kvarter vinkede Amos pænt farvel til publikum, tydeligvis tilfreds med den hjertelige modtagelse, men ellers havde hun været temmelig fåmælt under koncerten, hvor det kun var blevet til en kort præsentation af musikerne, et ros til hovedstaden og en hilsen til datteren Tash, der var at finde blandt publikum. Lidt mere hyggesnak havde ikke skadet, men ud over den lidt for korte solosektion var der ikke mange fingre at sætte på en fremragende koncert, der efter mange skønne ballader sluttede af i den energifyldte afdeling med de to up-tempo-ekstranumre "Raspberry Swirl" og "Big Wheel". Herefter kunne man konstatere, at samtlige Amos' ti studiealbum bortset fra coverpladen "Strange Little Girls" havde været repræsenteret på sætlisten (heriblandt kun tre sange fra det nye album) sammen med et par non-album-sange, så der var forhåbentlig noget for alle. Tori Amos har nu forladt bygningen, og statistisk set er hun tilbage i 2011. Det er jeg også.

Opvarmning: Foy Vance ***

Inden Tori Amos gik på, fik vi en halv times opvarmning ved den på disse kanter temmelig ukendte nordirske sanger og sangskriver Foy Vance. Vance stillede op med sin akustiske guitar, et lille keyboard, en laptop og nogle loop-pedaler, således at han kunne spille flere lag guitar og sample sine slag på guitarkroppen som slagtøjsinstrument. Med andre ord lød manden som et ganske lille band, og både stemmen og sangskrivningen var absolut hæderligt. Musikalsk befandt vi os et eller andet sted mellem Jeff Buckleys følsomme rock og John Mayers mere tilbagelænede og jazzede ditto, med både intense ballader og hitpotentielle up-tempo-sange. Desværre pressede Vance af og til sin ellers flotte, lyse stemme lidt for meget, så han blev mere hæs, end hvad godt var, men han er absolut et navn, vi let kan komme til at høre mere til.