Tættere på Pernille og Johans drøm om de stormfulde højder

Der skulle lidt af en åbenbaring til at løfte forventningerne til Pernille Rosendahl og Johan Wohlerts debut som The Storm. De to havde med deres tidligere bands markeret sig som to lovende aktører på den danske musikscene, og deres fælles opus var kørt i stilling med et budget, som levede vi stadig i de 80'ere, musikken henter sit udtryk fra. Desværre var det de tomme tønders buldren, vi fik at høre. Nu er de så tilbage med album to, stadig djærvt over the top, men med større substans i sangskrivningen og med større harmoni i virkemidlerne. Pernilles feminine vokal balancerer simpelthen bedre i det maskuline frontalangreb, musikken disker op med, og det var netop her, at debuten var alt for vakkelvorn. Det er stadig pompøst som ind i helvede, hvem andre kan for eksempel finde på at starte en plade med lyden af luftsirener, som hang bombeflyene over hovedet på os? Måske en kende usmageligt, men den "gode smag" har næppe været #1 på duoens dagsorden. Det er nemlig stadig svulstigt og teatralsk, og den slags har det med at blive kvalmende, men det er, som om de allermest unødvendige kalorier er blevet skåret væk i samarbejdet med produceren Jacob Hansen. I forhold til originalitet står The Storm stadig i skyggen af alt det, de gerne vil være, men hvad gør det, når man kan skrive sange som Black Luck, Wall Of Shame og så B.S.E., hvor råbehovedet Michael Poulsen dog skæmmer lydbilledet en smule.