Anmeldelse / Live / Onsdag d. 30-09-2009 kl. 04:36

D-A-D
Markthalle, Hamburg,
mandag d. 28. september 2009

Anmeldt af Torben Holleufer

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En på hamburgeren

D-A-D i total topform. Det er karakteristikken af et dansk band, som gav igen på de sidste års dårlige anmeldelser på den hjemlige scene med et ballroom-job i Hamburg, som vil stå længe i mindet for dem, der var til stede. For foran et kogende publikum, hvor rigtigt mange kendte hver en strofe, fyrede de fire københavnere en koncert af, der manede ethvert rygte i jorden om sølvbryllup i stagnationens tegn. Tværtimod var det et møde med et band, som undertegnede aldrig har set bare tilnærmelsesvis på det niveau. Ligesom det var tydeligt, at bandet i den grad passede in i Markthalles intime rock'n'roll-atmosfære.

At Jesper Binzer kan styre et show, er ikke noget nyt. Og på hans charmerende cirkustysk, som nærmest får Kim Larsens ditto-engelsk til at fremstå som sproglig formåen, kom han ud over rampen, med et utal af fagter og en vokal, der godt nok syntes at have indåndet rigtigt mange kilometer Autobahn, trykkede han den ustoppeligt af fra start til mål. Fra starten, da han pegede over på Jacob Binzer med ordene DAS IS MEIN BRUDER, hvorefter denne påbegyndte en aftens opvisning i lige på og hamrende effektiv rockguitar på et meget højt niveau. Og flankerende de to var især Stig Pedersen - eller som Jesper Binzer udtrykte det: Mr. Scandinavia.....Stigge Nasty!! - som i vanlig stil klatrede rundt på trommesæt og forstærkere, mens den anden store voyeur og konstante kraftcenter, Laust Sonne, konstant holdt dampen oppe med sit varierede trommespil, der inkluderede en fed trommesolo, som var vi tilbage i 1970'erne. Stig nåede i løbet af koncerten at spille på fem af sine spektakulære basser, bl.a. en med mågestel som dekoration (!).

Med Jihad som tredje nummer fik vi brændstof for alle pengene, og derefter så bandet sig ikke tilbage. Og længere henne med Grow Or Pay, Isn't That Wild og Bad Craziness var alle helt oppe og køre på den mest utøjlede gang rock, som fik natklubben helt op at ringe. Her var det, at den store pensel i den grad malede rocken rød, inden Laust fik rigelig chance til at brillere under Chainsaw fra Monster Philospphy mens titelnummeret fra denne alt for underkendte sidste udgivelse lukkede festen i første omgang. Men der var selvfølgelig meget mere efter devisen, at jo mere du giver, desto mere får du. Og tyskerne skreg altså, som var The Beatles tilbage på Star Club ovre på Reeperbahn længere inde i Sin City.

Vi fik Riskin' It All, Laugh And A Half og Ridin' With Sue med bassisten i forgrunden, inden Jesper Binzer introducerede Sleeping My Day Away, og hele huset nærmest gik i trance. Her viste Jacob, hvor meget han har udviklet den klassiske solo. Den fyr går efterhånden lige efter struben på publikum med en spade af fineste karat. Drengene skred ud, men Binzer Bros entrede scenen igen med to akustiske guitarer og pragtballaden Something Good, inden themepark'en endelig blev lukket ned med It's After Dark.

Tak til fadølsanlægget og en super klub i en by, der forstår at feste. Og til et vidunderligt dansk sølvbryllupsorkester, der kom, så og byggede deres egen æresport.