Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 09-10-2009 kl. 09:04

Fleetwood Mac
Parken, København,
torsdag d. 8. oktober 2009

Anmeldt af Carsten Skov
Foto: Steffen Jørgensen (www.photo.jint.dk)
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
5,67 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

4/5 af det klassiske Fleetwood Mac genfandt nogenlunde formlen på en musikalsk evighedsmaskine

Jeg sad oppe hele natten den 3. november 1992 for at følge kulminationen på den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor Bill Clinton havde vundet over Bush den Ældre. Husker tydeligt, hvordan nakkehårene rejste sig, da resultatet stod klart og Bill, Hillary og Chelsea trådte frem på podiet foran guvernørboligen i Arkansas. Det skete først og fremmest til et tordnende bifald - men kampagnesangen gjorde nu også sit til, at humøret, både foran podiet og langt væk i Danmark, var højt.

"Don't Stop" med Fleetwood Mac havde i mange år forud for den pågældende råkolde novembermorgen fungeret som mit personlige moralske rygstød, når arbejde og privatliv ikke lige flaskede sig, som jeg havde regnet med. Den ukuelige optimisme i opfordringen til aldrig at lade være med at rette fokus mod morgendagens udfordringer talte til hjertet - både hos mig selv og altså også hos det amerikanske vælgerflertal.

Sangen står dog i mine øjne først og fremmest som valgsprog for en rockgruppe, der har stået et utal af udskiftninger, tilsvarende mange kommercielle op- og nedture, ægteskaber, skilsmisser, stofmisbrug og meget andet igennem. Dertil kommer en til tider afgrundsdyb uenighed om gruppens musikalske udtryk, som fra tid til anden har medvirket til, at gruppemedlemmerne ikke har kunnet udstå synet af hinanden.

I 2009, godt 32 år efter at navnet Fleetwood Mac stod at læse på omslaget til "Rumours", en af musikhistoriens mest succesrige rockudgivelser, var der igen mulighed for at se hovedparten af bandets ubetinget mest succesrige holdopstilling på en dansk scene. Parken dannede rammen om åbningen på Fleetwood Macs "Unleashed"-turne.

Uegnet akustik

Et forventningsfuldt publikum tog imod med stor begejstring, men fra starten var der en vis træghed - eller træthed - at spore. Særligt Stevie Nicks' sprøde stemme i balladerne blev solidt mandsopdækket af en akustik, der er decideret uegnet til at underbygge Fleetwood Macs sædvanligvis velklingende og velproducerede musikalske udtryk. "The Chain" - aftenens første nummer fra "Rumours" - led i hvert fald en trist skæbne, hvor man fra siddepladserne til højre og venstre for scenen kun kunne høre Stevie Nicks som en mumlende grød. Til gengæld gik Lindsey Buckinghams guitar, Mick Fleetwoods trommer og John McVies tunge bas klart igennem med en nerve, der trak oplevelsen et godt stykke op over den regulære lydmæssige katastrofe.

Straks efter fik Stevie Nicks chancen igen med "Dreams", hvor der gik en tand for meget hygge og kalkulation i samspillet, da Lindsey Buckingham umiddelbart efter snakkede om, at bandet havde holdt mange til tider lange pauser - for at nå frem til trangen til at opleve suset igen. Denne gang blot for at have det sjovt, når nu der ikke var tale om at promovere ny cd-udgivelse ... endnu. Et par numre senere var det Stevie Nicks, der med vemod mindedes tiderne og musikscenen i San Fransisco, hvor hun engang i en fjern, fjern fortid trukket ind i Fleetwood Mac. I den efterfølgende udgave af "Gypsy" lød det desværre igen som om hendes stemme var pakket ind i et Jysk-lager af dyner. Derimod kom der straks mere skarphed og vildskab over Lindsey Buckinghams "I Go Insane".

"Rumours" blev præsenteret af som et album, der trods bandets voldsomme uoverensstemmelser omkring tilblivelsen var kendetegnet af lune og optimisme. Men den publikumsbegejstring, som om omtalen af albummet gav anledning til, blev ikke helt forløst i den efterfølgende lidt forcerede udgave af "Second Hand News". Til gengæld begyndte de paneler, der havde udgjort en fast overdækning af scenen nu at flytte sig rundt og med en flimrende film og billeder af aviser blev sangens pointe skåret ud i tommetykke flyttekasser.

Man skulle helt frem til "Tusk" for at opleve de første tegn på, at aftenens fest så småt var ved at folde sig ud. Trods en lidt vel syntetisk blæsersektion fra den noget anonyme keyboardspiller i baggrunden stod "Tusk" som et af aftenens højdepunkter, fulgt af "Sara", hvor Stevie Nicks' sang så småt var hørbar.

Buckingham i offensiven

Og så skal jeg love for, at offensiven blev sat ind. Lindsey Buckingham leverede en indiskutabel stjerne- og solopræstation med "Big Love", der blev skrællet for overflødig pænhed, til den rå, pågående guitar stod tilbage. Stevie Nicks scorede umiddelbart efter nogle billige point på at dedikere "Landslide" til København, hvor hun havde tilbragt en uges tid på at forberede sig på turnepremieren, men sangen stod smukt - og hørbart - som om lydfolkene langt om længe havde fundet formlen for at tilpasse Parkens lydhelvede til den sprøde elegance i Stevie Nicks' ballade-foredrag.

Lindsey Buckingham rev endnu en perle, "Never Going Back Again" op af posen, og så gik det ellers over "Storms", "Say You Love Me" og "Gold Dust Woman", før Lindsey Buckingham som koncertens foreløbige klimaks med en AC/DC'sk vildskab bøjede i neon, at der stadig er saft og kraft i "Oh Well".

Tempoet faldt en smule i "I'm So Afraid", hvor Lindsey havde svært ved at finde en flugtvej ud af sin guitarsolo. Til gengæld fandt Stevie Nicks nerven igen i "Stand Back", der ledte frem mod festens endelige forløsning af festen og afslutning af sættet med skilsmissesangen "Go Your Own Way". En sang, der paradoksalt nok stod aftenens bevis på den forhåbentligt endelige forbrødring de stridbare bandmedlemmerne imellem.

Ringen var sluttet

Et begejstret publikum kæmpede i hærdigt for at klappe og pifte bandet ind på scenen igen og det blev belønnet med en fornemt sprudlende og veloplagt Mick Fleetwood, der som en klokkeklar anakronisme begav sig ud i en trommesolo med et tilsnit af afrikansk stammedans, hvor det begejstrede publikum sang med (!).

Inden begejstringen helt havde lagt sig hørtes de første strofer til den sang, det motto, som Fleetwood Mac bare ikke kan undgå at give os derude foran. "Don't Stop" stod med samme klarhed og energi som jeg huskede fra hin novembermorgen i 1992. Derefter blev publikum sendt hjem med en smuk og rørende udgave af "Silver Springs" og med Mick Fleetwoods velmente og alt andet end klistrede formaninger om generelt at være gode ved hinanden.

Aftenen bød af naturlige årsager ikke på meget nyt, men ringen var sluttet, slidstyrken i Fleetwood Macs omfangsrige bagkatalog bevist og publikum sendt hjem med et stille håb om at bandet kan genfinde nerven i studiet og komme ud med ny musik, der bar når "Rumours" til sokkeholderne.

På vejen hjem kunne jeg ikke undgå et stille savn af Christine McVie, hvis fravær var årsagen til, at fornemme sange som "Songbird" og "Over And Over" ikke var at finde på aftenens sætliste. Men det var når alt kommer til alt en plet på aftenen, der blev godt og grundigt gjort til skamme af de 4 resterende bandmedlemmer, der trods modgang, nedture og fortidens indtagelse af hvidt pulver i stribevis havde sat sig for at genfinde formlen på en musikalsk evighedsmaskine.

 

Følg Fleetwood Mac tryk på hjertet

Tip en ven
17 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:
0
Meget enig i ovenstående anmeldelse. Superoplevelse. Lindsey B er ubetinget en af verdens guitar ikoner. Vi sad på 12 række her var lyden super duper. Fed trommelyd. Klare vokaler og guitar soli der bare sad lige i øret. Tak for en uforglemmelig koncert - vi venter spændt på nyt album !
0
Igen enighed med anmelder. Og "Big Love" var ren opvisning af Buckingham. Sad også foran, og her var lyden altså super.
0
Nu er jeg ret grøn i forhold til Fleetwood Mac. Men en ting er jo sikker de har super sange og super lyd. Dybt imporneret over Lindsey B guitarspil verdensklasse. MEN Parken taber endnu engang i forhold til lyden, jeg stod og jeg manglede noget mere spark for volumen og bedre lyd. Men ja fin aften i selvskab med disse musikveteraner.
0
Glimrende anmeldelse.....

Sad perfekt på række 18 og havde mere eller mindre perfekt lyd, som det nu ka blive i Parken.....Havde sgu ondt af dem der sad i siderne og det stående publikum for fik flere meldinger undervejs fra venner at lyden var mere end problematisk.....Ufatteligt at man gang på gang vælger at smide store verdensnavne ind i den beton klods......

Er yderst lykkelig for at jeg oplevede koncerten ædru, den skulle sgu ik glemmes i en eller anden eufori af dyre Parken bajere....Så min konklusion er at det var en hamrende fed koncert, til tider glemte jeg at jeg faktisk var i Parken grundet medlemmernes fede sammensatte spil, fik sgu et par gange helt tankerne hen på at det lidt var som at se Pink Floyd i en Hippie Version!!!! 5 kæmpe stars herfra!!!!
0
Forresten fedt da Buckinghams tommelfinger blødte fordi han kildede hans spade så blidt.....Fedt ik at bruge plekter!!!

VERDENSKLASSE!!!!!!!!!
0
Jeg stadig helt oppe og køre over at have set det band hvis musik jeg har hørt og elsket i omkring 30 år.

Og som fan blev det en gennemført FANtastisk oplevelse.

Ud fra det kendte fakta at McVie manglede, og derved nogle af de evergreens hun har skrevet, vil jeg mene at de 4 resterende medlemmer + et 5 ekstra folk (guitar, keyboard, korpiger) leverede nærmest det ypperste man kunne forvente.

Hovedvægten af sange var som ventet fra de over 30 år gamle album "Fleetwood Mac", "Rumours" og "Tusk" - men tidens tand viste sig nådig overfor både sange og band, og især Buckingham og Nicks viste sig i den grad mere end langtidsholdbare.

Buckingham fyrede den max af i numre som "Big love" og "I'm so afraid" - og guitarsoloen i sidste nummer var af nærmest salig karakter. I det hele taget var Buckinghams guitarlyd gåsehudsfremkaldende gang på gang.

Også arrangementerne var der kælet for, og numre som "Gold dust woman", "Gypsy", "Never going back again" kunne ikke fremstilles smukkere, ligesom "Storm", som de angiveligt ikke har spille live før end på denne tour, var en lille glemt perle.

Tilmed var lyden der hvor vi sad (18 række midtfor på plænen) den bedste jeg nogensinde har oplevet i Parken - bortset fra lidt knas med Nicks vokal på de første numre - fremsstod lydbilledet knviskarpt, og hver enkelt instrument kom helt til sin ret.

Oveni i det et genialt enkelt og smukt lys/billedshow, der klædte sangene ligeså smukt, som de 7-8 forskellige kjoler klædte en stadig velsyngede Stevie Nicks.

Og så kan man kun blive glad i låget af at se en Mick Fleetwood sidde med en salig smil og stadig ligne en stor skoledreng, der lige har fået sit første trommesæt.

2 ½ times classic rock når det er BEDST, så * * * * * ½ herfra.
0
Fra 9 række midtfor: Mine ord 'Kornums Corner'.

Jeg sidder idag med gåsehud i en salig tilstand med fred i mit sind for jeg har fået opfyldt et af mine store ønsker i livet: Opleve en koncert med Fleetwood Mac og høre "I'm so afraid". Og så var det en aften, hvor Buckingham overgik sig selv.

Og må jeg så bede Ekstra Bladet anmelde bandet og musikken, i stedet for Parken. Ja, Parken kan være håbløs ude i siderne, men det ved man. Vær venlig at købe en billet i midten næste gang, hvis du virkelig vil høre koncerten ordentlig for lyden her var god, som nævnt af Kornums Corner.

Fleetwood få turneen overstået, indspil næste cd og kom så igen! Jeg køber gerne en billet! *****½.
0
Jeg stod ved siden af indhegningen med siddepladserne på plænen. Her var lyden og udsynet glimrende, men én ting skæmmede oplevelsen. Her snakkede voksne mennesker nemlig så højt sammen, ofte med ryggen til scenen, at det i stille numre som Landslide var umuligt at høre musikken. Jeg har oplevet det før til koncerter, hvor publikumet er lidt ældre. Så derfor: kære ældre medborgere, kan I ikke snakke af inden i går til koncert?! Vi er nogen der går til koncerter for at høre musikken....
0
Fantastisk koncert fra mit alltime yndlingsband. Velsyngende og spillende hele vejen igennem. Buckingham var fantastisk på guitar og vokal. Nicks kunne stadig få de små hår i nakken til at rejse sig. Også nægter jeg at tro på der findes en bedre rytmesektion end Mcvie og Fleetwood Fantastisk bas og trommer. 5 stjerner fra en lykkelig fan.
0
Til Jepser
Jeg tilhører måske den 'ældre' generation som du omtaler,er i slut fyrrerne, men ikke desto mindre holdt jeg kaje under hele koncerten, da jeg godt ville nyde musikken, fra et band jeg har ventet længe på at se live. Men ligesom du blev min oplevelse delvist ødelagt af et par gedigne klaphatte (Nedre C3 række 15 nr. 74 og 74 - you know who you are ), der gennem hele koncerten sad og fortalte hinanden - og resten af de omkringsiddende - hvem de havde været roadies for, hvornår, hvorlænge og hvor fedt det var osv. Sikkert mega hyggeligt, men måske noget man kunne diskutere hen over en pils på den lokale. Så det er ikke kun 'ældre medborgere' der skal snakke af inden en koncert - det gælder - desværre - alle aldersgrupper. Men ellers enig ;o)
0
Kanon oplevelse, sønnen sørgede for billetter så vi sammen fik en en super go´ oplevelse i "Parken" Stod først ca. midt på plænen hvor der var,efter vores mening OK lyd, men trak senere længere tilbage hvor det absolut ikke blev ringere, næsten tvært imod.
Generelt en helt igennem superoplevelse som jeg lever længe på, tak til min søn:-)
0
Til Bastian
Helt enig, det var også en grov generalisering. Var bare ligesom dig irriteret over at få skæmmet en ellers helt fantastisk oplevelse af folk der slet ikke var der for at høre den fantastiske musik. Vi var en gruppe, der flyttede os en tre-fire gange under koncerten da vi alle steder var omringet af storsnakkede grupper af mennesker. At det lige var en ældre målgruppe var måske tilfældigt, men bestemt noget så irriterende. Så et generelt opråb: hold igen med snakken kære koncertgæst, ung såvel som gammel.
0
Jeg havde glædet mig i nok 30 år, og blev på ingen måde skuffet - tværtimod. Fed koncert, og lyden var altså OK omkring lys- og lydtårnet.....
Fantastisk energi der kom fra scenen og jeg kunne mærke at folk omkring os, også havde en fed oplevelse uden at det var plat "olé olé" og fællesang hele tiden. En stor "femmer" fra mig
0
Fra koncertens start havde jeg forestillet mig en aften, så'n lidt laid back, med melodiøs hygge i Rumour'sk stil - men jeg skal dælme love for at jeg fik lært min lektie om en mand der kan spille guitar som en f...ing alian. Jeg var oprigtigt talt fyldt med gåsehud og ærefrygt - dyb respekt herfra til hele bandet, fordi de fyrede den totalt af. Fedfed oplevelse, selvom M/S Nicks lige skulle bruge 2-3 numre på at komme i sparke-røv-mode. Vi kommer hellere end gerne igen :-)
0
Fantastisk oplevelse. Bandet var veloplagte og energiske, og som de dog spillede!! De havde hjertet med i det, også selvom lyden ikke var optimal. Skønt med lange guitarsoloer, når man er så dygtig!! Jeg håber jeg kommer ind og hører dem igen...
0
Go' koncert omend lyden ikke var optimal, hvor vi sad...
Lindsey kicks ass, no dought about it!
0
Go' koncert omend lyden ikke var optimal, hvor vi sad...
Lindsey kicks ass, no dought about it!

Log ind for at kommentere.

Annonce

GAFFA Shop

Fleetwood Mac: Classic Albums - Rumours (DVD)
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop
Fleetwood Mac: Fleetwood Mac 1969-1972 Vinylbox (4LP + 1x7" Single)
Kr. 649,00
Køb på GAFFA Shop
Fleetwood Mac: Penguin Logo T-shirt
TILBUD: 179,00 kr. 99,00
Køb på GAFFA Shop
Fleetwood Mac: The Dance (DVD)
Kr. 179,00
Køb på GAFFA Shop
Fleetwood Mac: Then Play On
Kr. 79,00
Køb på GAFFA Shop
Annonce
Annonce