Fleetwood Mac: Parken, København

Fleetwood Mac: Parken, København

GAFFA

Jeg sad oppe hele natten den 3. november 1992 for at følge kulminationen på den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor Bill Clinton havde vundet over Bush den Ældre. Husker tydeligt, hvordan nakkehårene rejste sig, da resultatet stod klart og Bill, Hillary og Chelsea trådte frem på podiet foran guvernørboligen i Arkansas. Det skete først og fremmest til et tordnende bifald - men kampagnesangen gjorde nu også sit til, at humøret, både foran podiet og langt væk i Danmark, var højt.

"Don't Stop" med Fleetwood Mac havde i mange år forud for den pågældende råkolde novembermorgen fungeret som mit personlige moralske rygstød, når arbejde og privatliv ikke lige flaskede sig, som jeg havde regnet med. Den ukuelige optimisme i opfordringen til aldrig at lade være med at rette fokus mod morgendagens udfordringer talte til hjertet - både hos mig selv og altså også hos det amerikanske vælgerflertal.

Sangen står dog i mine øjne først og fremmest som valgsprog for en rockgruppe, der har stået et utal af udskiftninger, tilsvarende mange kommercielle op- og nedture, ægteskaber, skilsmisser, stofmisbrug og meget andet igennem. Dertil kommer en til tider afgrundsdyb uenighed om gruppens musikalske udtryk, som fra tid til anden har medvirket til, at gruppemedlemmerne ikke har kunnet udstå synet af hinanden.

I 2009, godt 32 år efter at navnet Fleetwood Mac stod at læse på omslaget til "Rumours", en af musikhistoriens mest succesrige rockudgivelser, var der igen mulighed for at se hovedparten af bandets ubetinget mest succesrige holdopstilling på en dansk scene. Parken dannede rammen om åbningen på Fleetwood Macs "Unleashed"-turne.

Uegnet akustik

Et forventningsfuldt publikum tog imod med stor begejstring, men fra starten var der en vis træghed - eller træthed - at spore. Særligt Stevie Nicks' sprøde stemme i balladerne blev solidt mandsopdækket af en akustik, der er decideret uegnet til at underbygge Fleetwood Macs sædvanligvis velklingende og velproducerede musikalske udtryk. "The Chain" - aftenens første nummer fra "Rumours" - led i hvert fald en trist skæbne, hvor man fra siddepladserne til højre og venstre for scenen kun kunne høre Stevie Nicks som en mumlende grød. Til gengæld gik Lindsey Buckinghams guitar, Mick Fleetwoods trommer og John McVies tunge bas klart igennem med en nerve, der trak oplevelsen et godt stykke op over den regulære lydmæssige katastrofe.

Straks efter fik Stevie Nicks chancen igen med "Dreams", hvor der gik en tand for meget hygge og kalkulation i samspillet, da Lindsey Buckingham umiddelbart efter snakkede om, at bandet havde holdt mange til tider lange pauser - for at nå frem til trangen til at opleve suset igen. Denne gang blot for at have det sjovt, når nu der ikke var tale om at promovere ny cd-udgivelse ... endnu. Et par numre senere var det Stevie Nicks, der med vemod mindedes tiderne og musikscenen i San Fransisco, hvor hun engang i en fjern, fjern fortid trukket ind i Fleetwood Mac. I den efterfølgende udgave af "Gypsy" lød det desværre igen som om hendes stemme var pakket ind i et Jysk-lager af dyner. Derimod kom der straks mere skarphed og vildskab over Lindsey Buckinghams "I Go Insane".

"Rumours" blev præsenteret af som et album, der trods bandets voldsomme uoverensstemmelser omkring tilblivelsen var kendetegnet af lune og optimisme. Men den publikumsbegejstring, som om omtalen af albummet gav anledning til, blev ikke helt forløst i den efterfølgende lidt forcerede udgave af "Second Hand News". Til gengæld begyndte de paneler, der havde udgjort en fast overdækning af scenen nu at flytte sig rundt og med en flimrende film og billeder af aviser blev sangens pointe skåret ud i tommetykke flyttekasser.

Man skulle helt frem til "Tusk" for at opleve de første tegn på, at aftenens fest så småt var ved at folde sig ud. Trods en lidt vel syntetisk blæsersektion fra den noget anonyme keyboardspiller i baggrunden stod "Tusk" som et af aftenens højdepunkter, fulgt af "Sara", hvor Stevie Nicks' sang så småt var hørbar.

Buckingham i offensiven

Og så skal jeg love for, at offensiven blev sat ind. Lindsey Buckingham leverede en indiskutabel stjerne- og solopræstation med "Big Love", der blev skrællet for overflødig pænhed, til den rå, pågående guitar stod tilbage. Stevie Nicks scorede umiddelbart efter nogle billige point på at dedikere "Landslide" til København, hvor hun havde tilbragt en uges tid på at forberede sig på turnepremieren, men sangen stod smukt - og hørbart - som om lydfolkene langt om længe havde fundet formlen for at tilpasse Parkens lydhelvede til den sprøde elegance i Stevie Nicks' ballade-foredrag.

Lindsey Buckingham rev endnu en perle, "Never Going Back Again" op af posen, og så gik det ellers over "Storms", "Say You Love Me" og "Gold Dust Woman", før Lindsey Buckingham som koncertens foreløbige klimaks med en AC/DC'sk vildskab bøjede i neon, at der stadig er saft og kraft i "Oh Well".

Tempoet faldt en smule i "I'm So Afraid", hvor Lindsey havde svært ved at finde en flugtvej ud af sin guitarsolo. Til gengæld fandt Stevie Nicks nerven igen i "Stand Back", der ledte frem mod festens endelige forløsning af festen og afslutning af sættet med skilsmissesangen "Go Your Own Way". En sang, der paradoksalt nok stod aftenens bevis på den forhåbentligt endelige forbrødring de stridbare bandmedlemmerne imellem.

Ringen var sluttet

Et begejstret publikum kæmpede i hærdigt for at klappe og pifte bandet ind på scenen igen og det blev belønnet med en fornemt sprudlende og veloplagt Mick Fleetwood, der som en klokkeklar anakronisme begav sig ud i en trommesolo med et tilsnit af afrikansk stammedans, hvor det begejstrede publikum sang med (!).

Inden begejstringen helt havde lagt sig hørtes de første strofer til den sang, det motto, som Fleetwood Mac bare ikke kan undgå at give os derude foran. "Don't Stop" stod med samme klarhed og energi som jeg huskede fra hin novembermorgen i 1992. Derefter blev publikum sendt hjem med en smuk og rørende udgave af "Silver Springs" og med Mick Fleetwoods velmente og alt andet end klistrede formaninger om generelt at være gode ved hinanden.

Aftenen bød af naturlige årsager ikke på meget nyt, men ringen var sluttet, slidstyrken i Fleetwood Macs omfangsrige bagkatalog bevist og publikum sendt hjem med et stille håb om at bandet kan genfinde nerven i studiet og komme ud med ny musik, der bar når "Rumours" til sokkeholderne.

På vejen hjem kunne jeg ikke undgå et stille savn af Christine McVie, hvis fravær var årsagen til, at fornemme sange som "Songbird" og "Over And Over" ikke var at finde på aftenens sætliste. Men det var når alt kommer til alt en plet på aftenen, der blev godt og grundigt gjort til skamme af de 4 resterende bandmedlemmer, der trods modgang, nedture og fortidens indtagelse af hvidt pulver i stribevis havde sat sig for at genfinde formlen på en musikalsk evighedsmaskine.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA