Kaptajn Williams sejler sejrrigt i havn

Med et stærkt kritiseret album og utallige historier om en mulig tilbagevenden til sin gamle gruppe i det kølvand, der ligger nærmest den luksusliner, som Robbie Williams' karriere overordnet set må karakteriseres som, er det med en god portion spænding, at den fortsatte kurs observeres. Få havde derfor troet, at Williams ville kunne hive sig selv op for derefter at sejle sejrrigt i havn med et album som dette, der kvalitativt set hører til blandt karrierens bedste. Det rummer endnu et kuld stærkt iørefaldende popperler, der skiller sig ud – ikke bare fra det øvrige og ofte tvivlsomme udbud i popmusikkens verden, men også fra hinanden. Producerlegenden Trevor Horn holder dog styr på trådene i sin højdynamiske produktion, hvor hele spektret fra højre til venstre og top til bund mesterligt udnyttes. Den tidligere tendens til stærkt selvkarikerende tekster (såsom "I'm here to make money and get laid" og "my bed's full of takeaways and fantasies of easy lays") er som på Intensive Care tonet noget ned, og det klæder afgjort Williams, der siden sidst har rundet de 35 år. Fra albummets betagende åbner, Morning Sun, og frem til reprisen af samme nummer tolv skæringer senere er der ikke ét decideret svagt nummer, og særligt bør fremhæves You Know Me, der klinger af afdansningsbal for halvtreds år siden, Difficult For Weirdos, der kunne have været det bedste nummer på Rudebox, og den opløftende, klaverbårne Won't Do That. Dette album er ingenlunde en vag svanesang for det 21. århundredes største entertainer, men en musikalsk comebacktriumf, der er større end både Williams og hans fans kunne have håbet på.