Hvornår er tiden moden til en revival?
Lige-i-fjæset småklynkende og clever indie-pop, som det blev lavet i så store mængder i halvfemserne. Store armbevægelser, stramme riff, masser af bækkener og drama. Jeg har svært ved at se det stadig være interessant for særlig mange andre. Og det på trods af at jeg rigtig godt kan lide både Placebo og Mansun. Sangene er ret gode, men de er fanget i et lydbillede, som bandet ikke formår at gøre til deres eget, på nær i Part Of The Monster, som lykkes noget bedre. Sproget driller stadig, men mindernes boulevard er blevet lidt mere beskidt og grumset her. Klart det stærkeste nummer på pladen, også fordi lyden matcher sangskrivningen bedre. For den bærer generelt præg af, at de unge drenge har gjort det hele selv. Det kan selvfølgelig godt være, at meget vil ændre sig, når en producer kommer ind over, når hun nu alligevel er ved at rydde op i den mudrede lyd, de alt for mange bastoner, bækkenforbruget og Brett Anderson- fraseringerne. Måske viser der sig et helt andet band inde bag ved.
Følg LSD On CIA
tryk på hjertet
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.