Anmeldelse / Live / Søndag d. 18-10-2009 kl. 12:35

Altmodisch, Fallulah, Ave, JoeAndHoney, Striving Vines, Wedoband, Ginger Ninja
Oppenheimers Eftermiddag, VoxHall, Århus,
lørdag d. 17. oktober 2009

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Mie Brinkmann

GAFFA		4 stjerner
Læserne		3,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fin vækstlags-festival, hvor Fallulah og Wedoband var dagens højdepunkter

+ Se hele galleriet

Den århusianske vækstlags-festival Oppenheimers Eftermiddag kan i år fejre sit 10 års jubilæum, og arangørerne kan se tilbage på ti år, hvor festivalen har præsenteret en lang række spændende musiknavne, hvor flere siden har fået en pæn karriere: Dúné, The Blue Van, Vincent Van Go Go, BliGlad, epo-555 og Tiger Tunes, for blot at nævne nogle. Med andre ord er Oppenheimers Eftermiddag et sted, man kan anbefales at gå hen, hvis man vil have en forsmag på morgendagens stjerner.

Derfor var GAFFA på pletten, da det første band gik på scenen lørdag klokken 15. Det skal for god ordens skyld siges, at undertegnede anmelder også har været med til at udvælge de seks orkestre, men min stemme talte altså kun med 1/5, og udvælgelsen af bands er primært sket via lytning til MySpace-profiler. Grupperne kunne altså sagtens skuffe live, selvom de har lavet nogle gode indspilninger. Hver band fik i øvrigt 45 minutters spilletid på scenen.

Altmodisch ****
Københavnske Altmodisch spiller en blanding af melankolsk, såkaldt alternativ rock og elektronika med en lys og følsom herrestemme i front for et lydbillede præget af guitar, bas og trommer, lidt trompet, harmonika og fint kvindekor, såvel som keyboards og glitchede, elektroniske trommelyde. Kald det indietronica, om du vil, i et udtryk, der fik mig til at tænke på Thom Yorkes fine soloplade "The Eraser". Både vokal, instrumenthåndtering og sangskrivning er på et solidt niveau, og Altmodisch kom godt ud over scenekanten til et forholdsvis talstærkt publikum, selvom det stadig var eftermiddag.

Fallulah *****
Fallulah er kunstnernavnet på den københavnske, dansk-rumænske sangerinde og sangskriver Maria Apetri, som - siden hun blev booket til Oppenheimers Eftermiddag - har skrevet pladekontrakt med den danske afdeling af multinationale Sony Music og er blevet P3's Uundgåelige med debutsinglen "I Lay My Head". Der er da også tale om et kæmpetalent, som indtog scenen og rummet med stor selvtillid og under en farvestrålende hat. De højhælede støvler slog rytmen an, og så gik det derudad med den ene stærkt iørefaldende sang efter den anden i et udtryk, der vel kan kaldes kantet pop med elementer af både rock, blues, jazz og country. En lys og sensuel stemme, en karismatisk performer, et godt band - med blandt andet banjo og kontrabas - og både tempofyldte og afdæmpede sange med bid og vid. Lidt forenklet kan Fallulah beskrives som the missing link mellem Aura og PJ Harvey, og så gør det ikke noget, at "I Lay My Head" minder en del om The Bangles' "Walk Like An Egyptian". Hun bliver stor i 2010!

Ave ****
Sidst undertegnede så odenseanske Ave, var til åbningen af Spot Festival 2009, hvor de optrådte med Odense Symfoniorkester og Herning Drengekor til en storstilet og storslået koncert. Denne gang var der dømt anderledes intime rammer med kun de fire Ave-medlemmer på scenen. Tøjstilen - hvide skjorter, veste, seler og slips - var imidlertid den samme, ligesom den stemningsfulde sort-hvide storskærmsfilm var. Forsanger Dennis Winterskov synger siddende, af mig ukendte årsager (har han dårlig ryg eller noget?), men han har ingen problemer med at hive stemmekraft ud af sit bryst. Han har en fyldig røst, som passer fint til Aves følelsesfulde, melankolske og let storladne rock, hvor de fire musikere på sang, guitar, bas og trommer leverede et fyldigt lydbillede. Visse strygere og synths var dog præindspillede. Dennis Winterskov brugte en skrivemaskine som rytmeinstrument i "Endless Light", hvilket vanen tro fungerede fortrinligt, ligesom den valsende ballade "If Ever Any Beauty" - ifølge bandet deres eneste sang i dur - også var et højdepunkt. I det hele taget leverede Ave en absolut udmærket koncert, selvom de af gode grunde ikke helt kunne nå magien fra Spot.

JoeAndHoney ***
JoeAndHoney er en duo bestående, af - rigtigt gættet - Joe på guitar, stortromme og kor og Honey på sang og kazoo. Deres borgerlige navne er Nikolaj Kirk (nej, ikke ham!) og Iben Foss. Denne dag havde de medbragt korsangerinden Gerda Odgaard. Musikken er en blanding af klassisk pigepop og surf-musik med et tekstunivers inspireret af amerikanske road movies. Iben Foss har en fin, lys og let sexet ungpigestemme, mens Nikolaj Kirk laver det ene fede surf-riff efter det andet, blandet med lidt blues, og Gerda Odgaard leverer fin korarbejde og heftige tamburinslag. Udtrykket minder en del om en skrabet udgave af The Raveonettes, og det fungerer fint i mindre doser, for sangene - ikke mindst "Blondes" - er ganske velskrevne og fængende. Over 45 minutter blev det dog en kende monotont med kun sang, kazoo, guitar, tamburin, stortromme og et par spartanske backtracks. JoeAndHoney har optræder til tider også med en bassist og en trommeslager, og de er klart at foretrække i den mere fyldige udgave, for her blev det lidt for skrabet i længden.

Strivning Vines****
Kvartetten Strivning Vines' største trumfkort er helt klart sanger og sangskriver Jonas Møllers stærke, lyse og udtryksfulde vokal, som gruppen klogeligt mikser langt frem i lydbilledet, både på gruppens studieindspilninger og live. Striving Vines lagde ud med to smukke, eftertænksomme ballader, som dog ikke var så repræsentative for koncerten som helhed, for herefter stod den primært på energiske, tempofyldte, dansable og ganske fængende sange som "Colder Than Ice Cream", "Heartbeat" og "Too Much Wine". Musikken blev frembragt via guitar, bas, trommer og keyboards, og kan vel beskrives som "klassisk indierock" uden det helt store særpræg, ud over som nævnt Jonas Møllers stemme. Til gengæld er sangskrivningen, musikerskabet og som nævnt ikke mindst vokalen absolut i orden, og dermed har Striving Vines masser af potentiale. Den efterhånden næsten fyldte sal på VoxHall tog da også godt imod kvartetten, vi nok skal høre mere til. De noget pixellerede storskærms-animationer, der var lidt svære at se i scenelyset, fungerede dog ikke rigtigt, selvom det tilsyneladende var bevidst, at de skulle være lo-fi.

Wedoband *****
Wedoband er en forholdsvis nystartet kvartet, som åbent erklærer sin kærlighed til pop med stort P: Beatles og Beach Boys, men også måske mindre musikpolitisk korrekte navne som ABBA, Culture Club og Erasure. Lidt overraskende bliver musikken dog frembragt med den klassiske rockbesætning: To guitarer, bas, trommer samt masser af "åh-åh"-kor. Ikke noget med keyboards og elektronik her. Wedobands medlemmer er yderst habile musikere, de har en stærk leadvokalist og solide kor, og de er også gode sangskrivere. Numrene er melodiske, energiske og meget poppede på den fede måde, og nærmeste sammenligning er vel Alphabeat, bortset fra at det kvindelige islæt mangler. En sang som "1234" minder eksempelvis om "Fascination", mens andre numre peger mere i retning af funk og 70'er-disko. Inden koncerten uddelte Wedoband glowsticks til publikum, og så var der lagt op til fest. Og festet, det blev der. Også hos undertegnede anmelder. En fin afslutning på en absolut vellykket tiårs-jubilerende Oppenheimers Eftermiddag.

Surprise: Ginger Ninja ****
Nåja, efter den officielle del af Oppenheimers Eftermiddags program fik vi en lille overraskelse i form af en koncert med én af sidste års deltagere, Ginger Ninja. Siden sidst har gruppen spillet stribevis af koncerter, har fået kontrakt med Sony Music og udgiver deres debutalbum i januar 2010. Ginger Ninja havde da også fået lidt mere hår på brystet denne gang og leverede igen en stribe gedigne let alternative pop/rock-sange - eksempelvis "Soldiers" og "Bone Will Break Metal" - med enkle, men effektive guitarfigurer, en god slat keyboard, lidt elektroniske trommer og en pæn portion "ah-ah-kor". Gruppen kom godt ud over scenekanten med deres stærke vokaler, gode musikerskab og fængende numre, og det skal blive spændende at høre deres debutalbum, der som sagt er lige om hjørnet.