Fortryllelsen er hævet. Alphabeats charme er forsvundet i blå luft og effektive lånebeats.

Man holder næsten vejret i spænding, når man sætter Alphabeats nye album på. Albummet, der skal følge op på deres store succes herhjemme og i England. Og The Spell er en helt ny kanin fra Alphabeat-hatten. Er klart skift fra debutens 70'er-80'er disko til 90'er-dance - altså en syntetisk, digital lyd. Kaninen er helt tydeligt i familie med folk som Whigfield, Ace Of Base, Black Box og Cut'n'Move. Når den slags arvegods fungerer, som med Michael Jackson-referencen i The Beat Is, er det, som når en troldmand hugger sin tryllekunst fra en anden - det kan godt være, han ikke selv fandt på det, men musen bliver stadig en elefant. Alphabeat kalder det selv en hyldest, når de f.eks. har tyvstjålet keyboardet og beatet til The Spell fra Cut'n'Moves Get Serious. Det er jo også fint, så længe referencerne fungerer på en måde, så magien stadig er Alphabeats egen. Men det kan godt føles som om, de mister grebet om grænserne indimellem. Som når en dårlig tryllekunstner afslører sine tricks. Ufrivilligt. Sådan går det på bl.a. på Heart Failure, Q&A og Hole In My Heart, som er totale magi-tab. Chess, på den anden side, lugter af 2. single og vil gå rent ind hos fans af Unwritten med Bedingfield, som hele introen er hugget fra, men det er samtidig et stærkt Alphabeat-track. Albummets bedste. The Spell præsenterer et meget anderledes Alphabeat end debuten. Den lidt fjollede charme i både musik og tekst er er forsvundet, som ved et trylleslag. Og de fleste tekster virker lettere ubegavede i forhold til debutens humoristiske anstrøg. Det nye Alphabeat er et dansebeat, et remake af 90'ernes store dancetracks, og det fungerer udmærket. Et af track ad gangen. Helhedens fortryllelse er hævet, og charmen er blevet glatpoleret.