Massive Attack: Falconer Salen, København

Massive Attack, Falconer Salen, København

Massive Attack: Falconer Salen, København

Anmeldt af Per Bloch Andersen | GAFFA

Over to timer fører Massive Attack bevis for, at man ikke behøver ændre på sin fortælling, hvis blot man har en god og effektiv formel

Forfilm
Martina Topley-Bird lægger ud som opvarmning. I højrød og glimtende kjole svæver hun ind på scenen fulgt af en ninja-forklædt trommeslager, der supplerer hende på første og sidste nummer. Ellers er det hende selv solo med loop-maskine, guitar og tangenter. Numrene er nærmest uigenkendelige fra albumversionerne, på grund af nye arrangementer, så de lyder friske og direkte fra støbeskeen. Jazzede og sfæriske toner fra den selvsikre sangerinde.

Publikum forholder sig relativt stille, men klapper pligtskyldigt imellem numrene. Den fornemmelse, man af og til kan have i forhold til opvarmningsorkestre, at de er noget, der skal overstås, mærker man ikke noget til her. Topley-Bird er et ikon inden for genren, blandt andet med to soloalbums bag sig, og er én af hovednavnets vokalister på denne tour, hvilket give en helt anden aura omkring hendes del af koncerten.

Anslag
Massive Attacks univers er meget filmisk, som en lang fortælling i stemninger og billeder, hvilket er særligt markeret live i form af lys, lyd og scenografi. Koncerten indledes med en lang og slæbende udgave af "Bullet Proof Love", fra den nye EP "Splitting The Atom". Stilen for resten af filmen peges ud, og de næste omtrent to timer er en lang spændingsopbygning til en scene, hvor alt skal kædes sammen og bryde ud i lys lue. En bevægelse fra introvert og tung, til udadvendt og tempofyldt.

Instrumenteringen er efterhånden klassisk i Massive Attack-sammenhæng: to trommesæt (et overvejende digitalt og et akustisk), guitar, bas, keyboard og de to hovedkarakterer 3D (Robert Del Naja) og Daddy G (Grant Marshall). Dertil selvfølgelig vokalisterne, der ved denne aftens opførsel tæller førnævnte Martina Topley-Bird, Deborah Miller og Horace Andy.

Opbygning
Det er svært at afgøre, om Massive Attack reelt har et tekstligt budskab. Jeg har altid haft svært ved at forstå, hvad de synger og messer, med undtagelse af nogle enkelte løsrevne hook lines. Det gør imidlertid intet, for der er noget sært dragende over ikke at kunne forstå ordene, men alligevel at kunne mærke betydning. Lydbillederne taler for sig selv.

Bagtæppet er orkestrets sædvanlige lysvæg, som her til aften supplerer med et væld af flakkende budskaber, billeder og impulser. Citater fra danske medier (både Anders Fogh og Anni Fønsby er nævnt), statistik og statements - alt sammen på dansk (og lidt svensk), hvilket man ikke kan andet end imponeres over.

Hvor bandet fra starten har sparet lidt på genkendelsen af numrene og de store udbrud, begynder der at ske noget lidt inde i sættet, hvilket også kan mærkes på publikums respons. Efter de indledende nye numre, der må tænkes at lande på deres kommende og femte studiealbum, sættes intensiteten i vejret.

Klimaks
Fra "Futureproof" cirka midt i sættet strammes grebet, tempoet sættes op, og energienerne slippes fri. Denne anmelders favoritnummer bliver "Mezzanine", der med sin snerrende og buldrende bas griber dybt. Man kan ikke andet end betages af maskineriet, der for alvor sætter ind her. En ny væg af lamper hæver sig op, bandet træder sammen til en maskine af lyd, og rytmernes lag pulserer.

Selv kvinden ved siden af, der ellers har danset som i trance hele koncerten igennem, stopper op, tager sine briller af og ser mistroisk på dem, som om hun har opdaget, at glasset er beskidt. Så ved man, at musikken virker, når ens syn pludselig bliver klart.

Horace Andy entrerer scenen, og da den karakteristiske intro til "Angel" begynder, kvitterer publikum med omgående bifald. Højdepunktet trækkes ud, og oplevelsen fortætter sig i indtryk af lyd, billeder og budskaber - skærmen tekster: "Der er ingen advokater - der er ingen lov", "Spøgelseslatter", "Nøgen" ...

Udtoning
Med frygt for at komme til at lyde som ham den sure på bagerste række, kan jeg alligevel ikke lade være med at stille det retoriske spørgsmål om nu, hvor man har forbudt rygning på de større koncertsteder, ikke også kunne forbyde ølhenterne? Eller i hvert fald forvise disse distraherende gespenster til yderkanterne?

Massive Attack kan deres kram. De kan orkestrere en multisanselig oplevelse i lyd og billeder og de kender deres virkemidler. Og foran et taknemmeligt og lydhørt publikum kan de sågar spille en serie af nye numre, uden at filmen knækker. Lidt indledningsvis dårlig lyd, et koncertsted, der ikke helt kan følge med i baren og garderoben og en sal, der må bukke under for så massiv bas, kan heller ikke ændre på oplevelsens hele.

Duoen medbringer ikke nytænktning, end ikke nye karakterer, men de opfører en gammel klassiker i nye klæder, som muligvis blev født i Bristol i 90'erne, men som fremstår nyudklækket og frisk i Massive Attacks instruktion. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA