Strømlinet og velproduceret vokaljazzalbum fra en lettere uoriginal ung englænder

Jamie Cullum er den unge engelske jazzvokalist og -pianist, der som en anden komet slog ned i vores del af verden for bare nogle få år siden og for i det mindste nogen tid ændrede vokaljazzscenen. Jamie Cullum blev hypet, som var han vokaljazzens svar på Jamie Oliver. Og dét..., det var han faktisk. Fyren besad et helt usædvanligt talent, fremstod aldeles upoleret og kunne bare sit shit på den dér uhøjtidelige facon, som gav musikken (og i Olivers tilfælde: maden) en ekstra dimension. Efter en overvældende succes valgte Cullum imidlertid at trække stikket ud. Det er faktisk hele fire år siden, han sidst udsendte et album. Problemet er bare, at hans nye album – det femte i rækken – ikke afspejler, at der igennem fire år må være en modningsproces! Vel er The Pursuit et strømlinet og velproduceret album, men den originalitet, som Cullum oprindeligt blev hypet på, synes fjern. The Pursuit er sålees genremæssigt som lidt af en kopivare: Et album, som sender tankerne i retningen af nogle af tidligere tiders store navne – Billy Joel især. Ikke at han er nogen dårlig mand at kopiere, men Cullums originalitet, hvad blev der af den?