Anmeldelse / Live / Torsdag d. 22-10-2009 kl. 14:58

Sonic Youth
Columbiahalle, Berlin,
onsdag d. 21. oktober 2009

Anmeldt af Stephan Ullerup

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

De evigt unge New Yorkere sejrer i Berlin

Vi befinder os på en kold kold aften i Tysklands metropol Berlin. Anledningen er Sonic Youths første stop på deres udsolgte Europaturné for at promovere deres glimrende nye album "The Eternal". Stemningen er forventningsfuld, og alle europæiske sprog høres i salen, der endnu engang bevidner, at Berlin er Europas hippeste hovedstad, lige nu. Columbiahalle er en del af den nedlagte Tempelhof-lufthavn bygget af nazisterne i 1930'erne. En historisk ramme til et band, som snart har haft en længere holdbarhed end de fleste ideologier. I over 25 år har Sonic Youth spredt deres budskab til et evigt voksende publikum.

Præcis klokken 21:00 trisser Sonic Youth ind på scenen. Huslyset er stadigt tændt, og uden fanfare eller store armbevægelser sætter Sonic Youth i gang med "No Way". Og der er knald på fra starten. Guitarene skriger, bassen er tung, og trommerne får bank. Forsanger/guitarist Thurston Moore hopper rundt og opfordrer publikum til det samme, mens resten af bandet ler og tydeligvis nyder at optræde igen. Bandets spilleglæde trænger igennem salen som en hård vestenvind uden varsel. Efter blot to numre er publikum blevet blæst omkuld og overbevist om, at en stor aften allerede er skudt i gang.

Ingen skønsang
Sonic Youth er faktiskt overraskende udadvendte. I modsætning til deres plader, som ofte forekommer indadvendte, syrede og på det nærmeste deprimerende, er de på en scene fulde af liv, eller skulle jeg sige støj. Sjældent har jeg hørt så meget larm og kaos til en koncert og samtidig fundet det livsbekræftende. De lyder som en blandning af første dag i øveren (med din første guitar) og 10 vilde heste, der tordner ud ad prærien.

Vi får hele "The Eternal" serveret, hvilket også er i orden, da det til dags dato er deres mest succesrige album med top 20-placeringer i Europa og USA.

Det er svært at fremhæve en enkelt sang. De lyder alle temmeligt ens, bortset fra at guitarist Lee Ranaldo, Thurston Moore og bassist/guitarist Kim Gordon skiftes til vokalen. Det er ikke just skønsang, der optager dem mest. Især Kim Gordon falder igennem med sin yderst spinkle vokal og ulyst til at ramme tonerne. Dog har bandets musik en magisk tiltrækningskraft og styrke, der rigeligt kompenserer.

Verdens største garageband

Sonic Youth slutter den regulære koncert af med "Massage the History", hvor de endelig tager foden af distortionpedalen, hiver nogle akustiske guitarer frem og lader smukke toner klinge ud i salen. Det drømmende lydbillede er en dejlig afveksling, og det er egentligt lidt en skam, at Sonic Youth denne aften ikke viser sig mere fra denne side, da det unægtelig præger en stor del af deres albums. I aften vælger de at rocke igennem, men det gør heller ikke så meget, når man kan gøre det så overbevisende.

Efter godt en time og 40 minutter og tre ekstranumre, inklusive en forrygende "Death Valley 69", er det slut. Bandet forlader scenen lige så uhøjtideligt, som de kom. Vi var vidne til verdens største garageband, der holdt en fest for de indviede.