Anmeldelse / Live / Fredag d. 30-10-2009 kl. 09:59

Dúné
Pumpehuset, København, med dokumentarfilmen "Stages",
torsdag d. 29. oktober 2009

Anmeldt af Lennart Friberg
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Dúné byder dig velkommen indenfor

Der var ikke sparet på effekterne, da det berlinsk bosatte indielectrock-band fra Skive gæstede Pumpehuset i København torsdag aften, hvilket både skulle være startskuddet på Danmarksturnéen, og samtidig en snigpremiere på dokumentarfilmen "Stages".

Det er premiereaften – det kan man tydeligt se på den røde løber, som leder de ankomne gæster tørskoet til Pumpehusets lounge, hvor Gregers Tycho har udstillet sine billeder af bandet. Der bliver udleveret gratis badges og hyggesnakkes i krogene, hvor folk spændte trisser rundt og ser sig omkring. Efter nogen tids venten bliver der endeligt åbnet op for hyggestemningen i en pudefyldt koncertsal, hvor folk hurtigt finder sig til rette rundt omkring på gulvet, foran storskærmen.

Stages
Stages skildrer Dúné som syv venner fra Skive, der pludselig bryder igennem den nationale sendeflade og efterfølgende høster anerkendelse af næsten overvældende formater. Her bliver vi inviteret indenfor i bandets mest intime sfære, med alt hvad det indebærer af kærestesorger, fester, identitetskriser og interne stridigheder i venskabet på landevejen. Langsomt lærer vi gruppens medlemmer bedre at kende, ved at høre dem fortælle, om deres syn på forskellige aspekter af livet som unge musikere. Man får dog hurtigt en følelse af, at det, instruktør Uffe Truust vil fortælle os, er, at Dúné er syv unge mennesker fra Skive, som går og tumler med mange af de samme problemer som deres jævnaldrende. Og det må siges, at det lykkedes ganske godt, næsten så godt, at man ærgrer sig en lille smule over, at filmen ikke handler mere om musik og bandets forhold til det kunstneriske arbejde i at skrive musik.

Enkelte steder i filmen kan man næsten føle sig lidt som en halvslesk voyeur, der smæsker sig i hjemmeoptagelser af meget private samtaler, mellem gruppens medlemmer. Filmen fortæller en meget jordnær historie, på en ærlig og troværdig måde. De fleste vil sidde tilbage med en detaljeret karakteristik af de syv meget forskellige, dog alle yderst elskværdige personer i Dúné - lidt som syv nye venner, man bare ikke har snakket med endnu. Det er både modigt og indbydende af alle medlemmerne at fremstå så ærligt og ucensureret, men når fokus er så langt fra den musikalske side af historien, virker filmen i sin helhed som langt mindre vedkommende i sammenhængen.

Dúné
Efter rulletekster, linecheck og adskillige minutters koncertmuzak indtager aftenens hovedpersoner så endelig scenen med en utrolig entusiasme og ihærdighed. Man skulle nærmest tro, at de ikke havde tænkt på andet i al den tid, filmen blev vist. Man kan måske ærgre sig lidt over, at sceneskiftet mellem filmvisningen og aftenens koncert blev akkurat så langvarig, at det magiske øjeblik i filmen nåede at dø en smule hen, før publikum fik bandet at se. Men på det tidspunkt hvor de første toner bliver slået an, bliver alle forventninger trods alt hurtigt indfriet alligevel. Man mærker straks, hvordan bandet lige fra start er helt ude over scenekanten og spille for det utroligt veloplagte publikum. Bandets spilleglæde og energi på scenen er så overvældende, at man kun kan lade sig rive med af den lidt mærkelige fælles følelse af, at man kender dem, der står på scenen personligt.

Særligt numre fra bandets nye plade "Enter Metropolis"  tager sig godt ud, med en ekstra portion indlevelse fra alle musikere. Sikre hits som "Victim of the City, "Dry Lips" og "80 Years" indkasserer store bifald fra publikum, men når stadig ikke helt de samme højder som eksempelvis bandets nyeste single "Let Go of Your Love", som til dels må honoreres for forsanger Mattias Kolstrups særligt dedikerede vokalpræstation. Man må sige, at på trods af små skønhedsfejl med korstemmer, der ikke alle sad lige i skabet, og niveauer der til tider fik enkelte instrumenter til at drukne, så leverede Dúné i den grad varen, i form af en tilstedeværelse på scenen, hvor alle i bandet gav, hvad de havde i sig.

Desværre var lyden til tider så mudret og buldrende uklar, at man kunne have svært ved at høre, hvad der foregik. Og det var en skam, for Dúné viste tydelige tegn på spilleglæde og indlevelse hele koncerten igennem. De lignede ganske enkelt et band, der spillede deres første koncert på en ny Danmarksturné med forholdsvist nyt materiale – ikke helt ved siden af!