Front 242, Leæther Strip og Essence Of Mind : RECession Festival, VoxHall, Århus

Front 242, Leæther Strip og Essence Of Mind , RECession Festival, VoxHall, Århus

Front 242, Leæther Strip og Essence Of Mind : RECession Festival, VoxHall, Århus

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Den århusianske RECession Festival kunne i år prale af et særdeles interessant program på åbningsaftenen, som bl.a. bød på Martin Hall, Leæther Strip og Front 242, noget som burde kunne friste enhver sort sjæl fra firserne og frem. Undertegnede måtte da også halse fra den fremragende Hall-koncert i Skt. Pauls kirke og til VoxHall for at være sikker på at få det hele med - og det gik, sådan lige akkurat.
 
Voxhall bød denne aften på ebm-tema, og for de uindviede er ebm en genrebetegnelse, der dækker over såkaldt "electronic body music", et møde mellem den elektroniske musiks maskinelle klangmuligheder og punkens rebelske attituder, der i sit udgangspunkt - og naturligvis, fristes man til at sige - voksede frem i begyndelsen af firserne, i skyggen af truslen om altødelæggende atomkrig, hvilket måske til dels forklarer genrens frygt for såvel som fascination af militante udtryk. De rent musikalske virkemidler er som oftest bastant rytmik, fræsende sequencerfigurer og aggressive vokaler, og hvis nogen synes, at det lyder da umiddelbart som industrial, så er det ikke helt ved siden af. De to genrer er nært beslægtede fra firserne og frem, efterhånden i en sådan grad, at de jævnligt bruges synonomt.
 
Første indslag var samtidig aftenens mest rockorienterede bud på genren, nemlig den norske trio Essence Of Mind, der i hvert fald i live-konstellationen trak lige så meget på elementer fra metalscenen som fra den elektroniske musiks overdrev. Noget som ebm-puritanere har en tendens til at rynke på næsen af. Jeg syntes dog, det var fint også at præsentere den mere rocksmagende ende af skalaen - lidt variation skader sjældent. Essence Of Mind gik da også pænt til opgaven og fik præsenteret deres musik i en fin sammenhæng, om end man også må sige, at lyden kunne have været bedre. Der var en hel del mellemtone, og måske i virkeligheden ikke så meget andet. Om dette var gruppens egen skyld, eller om det måske havde med hektiske lydprøver at gøre - sådan er det ikke sjældent i forbindelse med festivalkoncerter - det skal jeg selvsagt lade være usagt. 
 
Dansk design
Det er måske ikke noget hr. og fru Jensen i gadebilledet går og tænker over til daglig, men Danmark har faktisk fostret et internationalt hovednavn inden for ebm-genren, nemlig Claus Larsen, bedre kendt som Leæther Strip, og denne indfandt sig på scenen omkring kl. 22. Salen i VoxHall var nu efterhånden så småt ved at blive fyldt, og overraskende var det vel næppe, at størstedelen af det fremmødte publikum var mænd i alderen tredive til fyrre, fortrinsvist klædt i sort. Her og der også en hanekam og et par yngre piger i cyberdress.
 
Leæther Strip lagde afdæmpet ud med ambiente klange fra sine medbragte synthesizere, men så blev der langsomt men sikkert skruet op for tempoet såvel som lydstyrken. Alene på scenen veklsede Leæther Strip mellem filmiske passager, ofte introer, på synthesizerne og singback med den karakteristiske skærebrændervokal, der om noget må betragtes som et af varemærkerne. Der blev plads til nyere materiale, såsom den dystre "Ængelmaker", spundet sammen af mørk rytmik og gotiske temaer, men naturligvis også "de gode, gamle dage", som Leæther Strip selv udtrykte det. Her var det især, og måske ikke helt overraskende, numre som "Strap Me Down" og "Japanese Bodies", der med deres tempofyldte og skarpt producerede maskin-drive, gik i benene på publikum, der kastede sig omkring i hed tumult, som til en punkkoncert. En anden fuldtræffer lå placeret sent i koncerten, nemlig en bastant cover af Soft Cells ultradekadente "Sex Dwarf", en sund lille sag om det lystige forhold mand og dværg imellem.
 
Spil no' kyberpånk
Kort efter Leæther Strip gik belgiske Front 242 på scenen, understøttet af heftigt stroblys og iklædt sorte dragter og solbriller. Som de kunne have gjort det for tyve år siden. De fleste andre ville nok have ræsonneret, at måske burde et mere afdæmpet look være vejen frem i en moden alder, men ikke Front 242. Bare fordi man er midaldrende kan man jo stadig godt ligne en billig kopi af noget fra Terminator, og det giver måske et meget godt billede af, hvad Front 242 er for en størrelse. På den ene side er de jo for fanden nogle ... belgiere, der giver den som rockstjerner, med klichéerne uden på tøjet. Men på den anden side er deres musik så maskinel, at enhver rockkritiker med god ret vil hævde, at det her swinger overhovedet ikke. Ja, Front 242 er enige og beskriver sågar musikken som "no shuffle", og det er i det hele taget svært for alvor at gennemskue, hvornår gruppen er alvorlig og hvornår den er på vej ud på det selvironiske overdrev. Og det har alle dage været noget af charmen omkring Front 242.
 
Det hører med til historien om de belgiske cyberpunkere, at de ikke just har spyttet nyt materiale ud på samlebånd i de senere år, for nu at sige det sådan, og følgelig var det da også bagkataloget, der fyldte mest til aftenens koncet, med numre som "Until Death", "Lovely Day", "Religion" og den orientalsk-klingende "Funkahdafi", der i øvrigt tager prisen for mest vidunderligt fjollede sangtitel i undertegnedes bog. Selvom der var både lys- og billedshow undervejs, så var det alligevel de to forsangere, Jean-Luc De Meyer og Richard 23, der stjal det meste af billedet. De både sprang omkring, stirrede koldt og spillede på synthesizere undervejs i forløbet, selvom, hånden på hjertet, det ofte var så som så, hvad de rent faktisk bedrev på deres tangenter. Lyden var ganske god, og især de for gruppen så velkendte sequencerrytmer hamrede godt igennem, hvilket også satte gang i publikum, kulminerende, naturligvis, under den koldt sarkastiske "Headhunter", der må betragtes som gruppens suverænt største hit, i dén grad en perle.
 
Flere af gruppens numre er kompositorisk ret enkle, ofte ligefrem simple, og et par gange undervejs tog man sig selv i at tænke, at man har da vist hørt disse tricks temmelig mange steder efterhånden. Og det er sådan set så sandt, som det er sagt. Samtidig bør man dog også, i retfærdighedens navn, erindre sig om, at før Front 242 havde man ikke hørt dem ofte, og selvom jeg nok må erkende, at dele af gruppens materiale virkede mere spændende dengang end nu, så er der slet ingen tvivl om, at belgierne såede frø for tyve års tid siden, frø som man stadig ser blomstre - og visne - inden for genrer som industrial såvel som techno og sågar metal. Det er svært at forestille sig grupper som Nine Inch Nails, Prodigy og Ministry uden Front 242, og hele ravekulturen i halvfemserne skylder også de sortklædte belgiere et eller andet. Og set i dét perspektiv kan man godt tillade sig at mene, at der blev leveret historielektion på VoxHall den aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA