Mark Eitzel og Franz Nicolay
Musikcaféen, Århus

Det er sjældent, man får mulighed til at opleve en sangskriver af format stå alene og optræde kun bevæbnet med en mikrofon, men det var præcis, hvad denne aften bød på, da Mark Eitzel kom en tur forbi Århus. Bakket op af pianisten Marc Capelle, der undervejs kun bidrog ganske lidt til underholdningen, stod Eitzel konstant i centrum og leverede morsomme og hudløst ærlige historier om død, sygdom, stoffer og fornægtelse mellem sange, der blev sunget med en unik indlevelse.

Mark Eitzel har siden 1982 stået i forgrunden for American Music Club, der dog var opløst i en årrække, og samtidig udsendt en hel del soloplader. Han er en særdeles anerkendt sangskriver, og denne aften bød på materiale fra det meste af karrieren, hvilket gav god mening, da Capelle også er medlem af AMC.

Eitzel åbnede med en historie om, at sidst han spillede i Århus, var han blevet genereret af en blandt publikum, der konstant råbte, "I want to fuck you up the ass", hvilket havde efterladt sangeren skræmt, men også lidt tændt. Herefter fulgte første sang - en cover af "I Left My Heart In San Francisco" - og da Eitzel kort tid efter begyndte at snakke om at være homoseksuel i et forhold med en heteroseksuel kvindelig junkie gav den første historie straks mere mening.

Faktisk satte historien om Eitzels fornægtelse af sin seksualitet tonen for en lang række af de historier, der kom mellem aftenens sange. Han trækker som sangskriver tydeligvis på dybt personlige oplevelser, og trækkerdrenge og narkomaner bliver jævnligt hovedpersoner i hans sange sammen med venner og familiemedlemmer, der er døde af AIDS eller andre sygdomme.

Eitzels berømmede sortsyn blev dog hele tiden formidlet gennem sort humor, og de seriøse emner til trods blev der grinet højlydt særdeles mange gange undervejs. Ikke mindst da Eitzel gennemgik konceptet for hans musical "Up With 9/11", som han har arbejdet på de sidste ti år, hvor både Björk og Kevin Costner havde været involveret.

Men selvom disse mellemspil var særdeles underholdende var det dog, når Eitzel brød ud i sang, man virkelig blev imponeret. Halvdelen af tiden holdt Eitzel mikrofonen mere end en meter fra munden, og sang uden problemer Musikcaféen op uforstærket. Den tone, der er så unik på plade, stod denne aften utroligt stærkt, og det var svært ikke at blive imponeret over Eitzels evne til at formidle sine sange.

Aftenen blev rundet af med to ekstranumre, og ifølge Eitzel var koncerten en kortere affære end normalt, da Capelle havde billetter til en midnatsforestilling af "Michael Jackson's This Is It". Sidste sang blev "Nightwatchman", der helt i tråd med aftenens tema handlede om at se sin mor dø, og på denne særdeles mørke tone fik Eitzel og Capelle afrundet en både morsom og rørende aften, hvor den 50-årige Mark Eitzel beviste, at han er mindst lige så dygtig en performer, som han er sangskriver.

Opvarmning: Franz Nicolay
Han er bedst kendt som medlem af The Hold Steady, men han gør sig også som solist, og som opvarmning for Mark Eitzel foldede han sig i den grad også ud som historiefortæller i den gamle varieté-stil. Det viste sig dog også undervejs, at han har en Jimmy Durante-tatovering på den ene arm samt en fortid som kapelmester i et freak show, så det forklarer jo en del.

At Nicolay også har masser af humor stod klart, da han fortalte om åbningsnummeret, der var skrevet efter et besøg fra Charles Aznavours spøgelse. Omkvædet indeholdt linjen "Put down those guitars, you have nothing to say", en opfordring Nicolay til dels tog til sig ved at spille både banjo og harmonika undervejs.

Højdepunktet var en historie om en ung mand, der havde fået jobbet som erstatning for Jello Biafra i Dead Kennedys, hvilket Nicolay havde betragtet som en potentiel fiasko. Men efter at have oplevet bandet live skrev han en sang dedikeret til den nye sanger (der havde en fortid som sanger i Black Fag), hvor omkvædet lød "I'm sorry Jeff Whatshisname".

Musikalsk var det mere underholdende end rigtig godt, og polka/mariachi/tango-elementerne var ikke altid lige velfungerende, specielt når der ikke var et band til at bakke op. Bedre var det, når Nicolay spillede guitar og leverede sange, der mindede om akustiske udgaver af Hold Steady-sange.

Men ud fra et varieté-synspunkt var det dog ganske underholdende, og afslutningsnummeret "The Ballad of Hollis Wadsworth Mason, Jr.", der handler om den første Nite Owl-karakter fra tegneserien "Watchmen", var helt klart blandt Franz Nicolays bedste kompositioner.

Mark Eitzel og Franz Nicolay kan opleves i aften 31. oktober i Huset i Magstræde i København.