Nulpunkt: Det er stadig overvejende kedeligt at være i selskab med Binns & Hardaker

Det var egentlig et ganske glimrende debutalbum, Zero 7 udsendte omkring årtusindskiftet i slipstrømmen på franske Airs månesafariske velour-udfoldelser. På det tidspunkt var chillout, lounge og downbeat elektroniske græsmarker, der føltes mindre nedslidte, end det er tilfældet i dag. Siden Simple Things er det i mine ører gået ned ad bakke for Zero 7, og Yeah Ghost gør ikke nævneværdigt til at lave en kunstnerisk u-vending. Det starter ellers udmærket på den småpsykedeliske åbner Count Me In, som desværre forholdsvis hurtigt bliver afløst af den enerverende swinger Mr McGee, der med et vintage-greb og soul-mama Eska Mtungwazi på mikrofon bliver sådan lidt kikset og Duffy-agtig. Så slipper Zero 7 bedre fra det på den sub-bassede Ghost sYMbOL, der med en dyster nedpitchet stemme repræsenterer en mere mørk og elektronisk side af den fløjlsbløde duo. Det ville være rart, hvis Henry Binns og Sam Hardaker noget oftere ville vende vrangen ud af de bløde velourtrøjer, de altid klæder sig i, men for tilhængere af den zeroiske vellyd er Yeah Ghost antageligvis en glimrende investering.