Julian Casablancas
Phrazes For The Young

Det virker som en menneskealder, siden New Yorks sejeste rigmandssønner gjorde rocken farlig og interessant igen med debuten Is This It fra 2001. Siden da har kvintetten støt dalet i relevans og revolution, og medlemmerne har fokuseret mere på soloudspil end på at vende skuden. Nu er tiden kommet til, at galionsfigur Julian Casablancas også prøver solo-ruten, og lad det være sagt med det samme, Phrazes For The Young er det sjoveste og mest fængende fra newyorker-lejren siden den 36 minutter lange debut. Ved første lyt kan albummets gennemgående tema med den tynde casio-agtige 80'er-lyd godt virke som et turn-off, men når man får dykket ned i sangene, virker lyduniverset mere som et æstetisk trumfkort. Casablancas synger stadig charmerende dovent og er stadig leveringsdygtig i gyldne linjer som "everything seems to go wrong when I stop drinking" og "I know I'm going to hell in a leather jacket", der både opsummerer det dragende og komiske ved rock 'n' roll. Genremæssigt er det lige så multikulturelt som en gåtur i sangerens hjemby. Vi får for eksempel noget, der lyder som country udsat for ringetone-teknologi i den finurlige og fikse Ludlow St. og 4 Chords Of The Apocalypse, der indledningsvis lyder som en glemt soulklassiker fra Motown-arkiverne og udvikler sig til noget, der kunne have været et svulstigt hit i The Killers' kanon. Det er hverken moderne eller retro, det er bare skidegodt.