Krøltoppen gør et hæderligt forsøg på at blive voksen

Med det 14. album på gaden er der vel ikke noget i vejen for at blive kaldt en veteran på den danske popscene. Evigt ung og altid på toppen. Thomas Helmig er indbegrebet af sorgløs pop leveret direkte til hitlisterne og ungepigehjerterne.

Sådan lyder Tommy Boy også. Og så alligevel ikke helt. Der har sneget sig et par grå stænk ind i musikken og sangene. Helmig har fået et mere modent aftryk i teksterne, og de knuste hjerter er også de mere forkalkede hjerter. Og det klæder bestemt sangeren at stå ved sin alder, selv om der ikke er sket de helt store revolutioner i Helmigs ret banale danske sangskrivning.

Musikalsk tager han en større bumpetur ned ad memory lane, og lader sig rive med af de hurtige indfald. Tommy Boy er noget af en musikalsk rodebutik, der dog også iscenesætter Helmig som den gode håndværker, der ubesværet bevæger sig gennem de forskellige genrer. Albummet mangler bare de overbevisende sange, og fornyelsen er nærmest retrospektiv.

Albummet åbner lovende med vintage-soul i Mit Hjerte Længes. Her er Helmig i sit absolutte es. Soul, som far lavede den, ligger hans hjerteslag nært, og der er mere Motown-schwung i Din Røde Kjole, der er kærlighed, som han bedst besynger den. Men ellers er der langt mellem de musikalske opture på et album, der på den ene side vil være voksent, og så alligevel ikke kan nære sig for at udstille gammelfar i den ungdommelige dancepopsang 100 Dage med dagens ungdomsstjerne Medina. Og sådan går det lidt på skrømt albummet igennem. Helt voksen er Thomas Helmig ikke blevet.