The Dead Weather
Store Vega, København

Hastværk er lastværk, hedder det sig. Og det er gået stærkt for The Dead Weather. De fire hyperproduktive musikere i, hvad der må siges at være, som minimum, årtiets superband, indspillede lynhurtigt debuten ”Horebound”, hvilket fik flere medier til at kræve mere omtanke og længere tid i studiet. Men har man nogensinde været til en White Stripes-koncert, ved man, at Jack Whites arbejdsproces er spontan, hurtig, beskidt, og alt andet end gennemtænkt. Og det er netop dét, der i denne sammenhæng gør rock ’n’ roll bitch nummer ét, Alison Mosshart (nej, det har aldrig været Karen O), den perfekte sengekammerat. Tilføj kontrolleret instrumentation fra Jack Lawrence og Queens of The Stone Age lejesvend Dean Fertita, og du har et musikalsk superband, der lugter af alt andet end blot et sideprojekt. Og på livescenen må kritikerene æde deres ord.

Live, såvel som på pladen, er det stemningsfuldt opbyggende ”60 Feet Tall” den perfekte indledning til The Dead Weathers møgbeskidte univers. Stærkt fuldt op med singleudspillet ”Hang You From The Heavens”, hvori Jack White bag trommerne bliver cementeret som alt andet end en malplaceret joke, og tilbyder samtidig et yderst overbevisende argument for Jack Lawrence’ tilstedeværelse i Whites seneste to projekter. Selvsamme Lawrence virker desuden mere som et fuldgyldigt bandmedlem, når han ikke ”blot” flankerer perfektionisten Brendan Benson. Ude af sin kreative spændetrøje er der mere Greenhornes end Raconteurs over Lawrence, hvilket i den grad klæder The Dead Weather.

White var bundsolid bag trommerne, men forårsagede samtidig en sær uligevægt på scenen. Tyngden af hans tilstedeværelse er alt for stor til, at man kan sætte pris på ham bag trommerne, og publikums glædesbrøl, hver gang han lejlighedsvis var i front, kastrerede yderligere Dean Fertita, der til på intet tidspunkt så ud til at nyde at være der. Størstedelen af højdepunkterne var med White i front, og især første ekstranummer ”Will There Be Enough Water?” var en ren fornøjelse at overvære. Den seksuelle spænding mellem White og Mosshart kunne skæres med en kniv, da de med ansigterne presset sammen sang omkvæd i samme mikrofon. Ironisk nok er Whites rockstar-status bandets største force, men samtidig eneste svaghed.

Når det så er sagt, spillede The Dead Weather langt fra "same shit, different city"-rutinen, der som regel præger sideprojekter. Så lad os blot slå fast med det samme: The Dead Weather er ikke blot et sideprojekt, og der er alt for få svage øjeblikke på albummet til at kunne kritisere dem for at være kedelige. Glem superband-hybris, for både Mosshart og White har alt for meget kørende ved siden af til at mangle hverken penge, popularitet eller jobs. The Dead Weather er alt andet end et sideprojekt, og hvis du ikke blev overbevist af ”Horebound”, så gå ind og se dem live.