The Flaming Lips
Herning Kongrescenter

Inden koncerten med The Flaming Lips overhovedet var gået i gang, var rockmusikkens største festmaskine, Wayne Coyne, allerede begyndt at forberede sit publikum på at stå sammen, så alle kunne få den bedst mulige oplevelse. Det var ikke engang en metafor, da der var så meget luft mellem folk på de første rækker, at kom folk ikke tættere på hinanden, ville hans famøse åbningstrick bogstaveligt talt falde til jorden.

Folk tog det til sig, så da bandet ti minutter senere gjorde deres entré gennem bagtæppet, kunne Wayne Coyne som så mange gange før lade sig indkapsle i en stor plastikbold, der blev blæst op, og derefter lade sig sende ud over et taknemmeligt publikum, der bar sangeren rundt, til han var klar til at vende tilbage til scenen og sætte gang i ”Race For The Prize”.

Den blev leveret med dansere klædt ud som henholdsvis Den Afskyelige Snemand og kaniner, konfetti og balloner nok til 100 børnefødselsdage, og så meget energi og glæde, at det bar folk igennem den to timer lange koncert med et stort smil fra øre til øre. Som Coyne udtrykte det efterfølgende: ”It's better to do too much than to do too little”.

The Flaming Lips kom til byen med det mest bombastiske show, siden Peter Gabriel gik solo, men en af grundene til, at det midt i al vanviddet og euforien ikke kammede over og blev patetisk er, at Coyne mellem hvert nummer taler til sit publikum og fortæller anekdoter om sit syn på verden. Det tilføjer et menneskeligt element til bandets bizarre verden, hvor man tager sig selv i at skrige med på sange om robotter, troldmænd og piger, der ligner Cher.

Musikalsk har bandet efterhånden et gigantisk bagkatalog, men koncerten var alligevel primært en gennemgang af det bedste fra pladerne siden ”The Soft Bulletin”. Denne gang fik vi dog også en flok sange fra det seneste album ”Embryonic”, hvorfra specielt ”Convinced Of The Hex” fungerede virkelig fremragende.

Et andet højdepunkt kom da bandet spillede en særdeles tung version af ”The W.A.N.D.”, der blev leveret efter, at bandet havde spillet ”Taps”, som spilles, når amerikanske soldater begraves. Den har bandet spillet til alle koncerter siden 2004, og de bliver ifølge Coyne ved med at spille den, til krigen i Irak er afsluttet.

Efterfølgende kunne bandet slutte af med den fremragende ”She Don't Use Jelly”, der skubbede ekstasen endnu et hak op, og da de returnerede for at spille den uendeligt smukke ”Do You Realize?”, blev aftenen perfekt.

Det er let at gøre nar ad de billige visuelle tricks, Coynes taler om solidaritet og fred, og det psykedeliske univers, bandet dyrker. Men det virker. Det virker helt ubeskrivelig godt, og kombineret med en lang række brilliante sange falder det hele i hak. Og bruger man undervejs et øjeblik på at kigge rundt på det begejstrede publikum, er det tydeligt for enhver, at alle har det bedre lige præcis i det øjeblik, og det er en følelse, de tydeligvis tog med sig ud i natten, hvor man kunne høre hundredvis af samtaler om, hvor fænomenal en oplevelse de netop havde været en del af.

I 50'erne kaldte man The Ringling Brothers' cirkusshow "The Greatest Show On Earth". Men de skulle godt nok stå tidligt op for at toppe det inferno af fest, musik, farver, effekter og entusiasme, The Flaming Lips stod for denne aften i Herning.