Anmeldelse / Live / Mandag d. 09-11-2009 kl. 04:57

Wilco
Det Kongelige Teater, København,
søndag d. 8. november 2009

Anmeldt af John Fogde
Foto: Rasmus BS Hansen - www.terranaut.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,95 stjerner i snit (efter 22 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Det tog tid for bandet at komme i gang, men det var bestemt ventetiden værd

Om det var de fine omgivelser eller det kolde danske vintervejr, der havde sat en skræk i livet på Jeff Tweedy vides ikke. Men det tog i hvert fald ti sange, inden Wilco-frontmanden tøede nok op til at kunne sige hej til sit publikum.

På det tidspunkt havde vi været igennem en ganske country-inspireret åbning, der besøgte både gennembrudsalbummet ”Being There” og gruppens anden hyldestplade til Woody Guthrie, inden vi kom til en kuldegysningsfremkaldende version af ”I Am Trying To Break Your Heart”, der samtidig markerede et skift fra den akustiske til den elektriske guitar.

Lyden i det gamle teater var særdeles fin hele vejen igennem, og de farvede spots var med til at iscenesætte bandet i det flotte lokale. Desværre var det dog i begyndelsen lidt som at se en koncertfilm, da det særdeles velspillende band fokuserede deres energi mod hinanden, samtidig med at det siddende publikum havde store problemer med at formidle deres energi op mod bandet fra de bløde sæder.

Helt skidt var det da Wilco gik i gang med ”Shot In The Arm”, hvor bandets medlemmer kastede sig rundt på scenen, mens det entusiastiske publikum desperat forsøgte at få plads til at vippe lidt med en fod eller hoppe rundt i sædet.

Heldigvis opstod der efter omkring tre kvarter lidt knas med en af Nels Clines guitarer, hvilket tvang Tweedy til for første gang at tale til publikum og sige ”Thank you..... very much” inden den flotte ”At Least That's What You Said”.

Herefter gennemgik bandet dog ganske langsomt en transformation, hvor den mere og mere veloplagte Tweedy  begyndte at komme med spøjse kommentarer til både publikum (”I think that guy was vomiting”) og lokalet (”Is the Queen around? Maybe next time”).

Stilen på scenen blev markant mere afslappet, og der blev endnu engang dykket dybt i bagkataloget med ”Far Far Away” fra bandets andet album ”Being There” fra 1996. Samtidig blev eksempelvis ”Impossible Germany” fremført i en fantastisk version, og også ”Handshake Drugs” stod som et klart højdepunkt.

Den lidt fjollede ”Walken” blev dedikeret til alle, der som bandets halvt danske, halvt norske pianist hedder Jørgensen til efternavn, og netop som bandet virkelig var kommet i gang, blev der rundet af med den forrygende ”I'm The Man Who Loves You”.

Heldigvis blev der mere end holdt tempo gennem de syv ekstranumre, hvor der blev lagt ud med ”Via Chicago”, der stadig spilles med et indlagt musikalsk stormvejr, og herefter prøvede Tweedy lidt optimistisk at sætte gang i noget fællessang på ”Jesus, Etc.”, hvilket kun lykkedes delvist.

Det var højdepunkt på højdepunkt til sidst, og den lange ”Spiders (Kidsmoke)” fungerede som en flot afslutning på en koncert, der udviklede sig ganske markant i løbet af de mere end to timer, bandet var på scenen. Her oplevede man et kollektiv af musikere i absolut topform, der trods et lidt langt tilløb alligevel fik bragt både liv og sjæl ind i den gamle teatersal.