Slayer
World Painted Blood

Det forrige Slayer-album Christ Illusion bebudede en genforening af bandets oprindelige line-up med trommeslager Dave Lombardo. Skønt det var en fornøjelse at høre bandet indspille med den oprindelige besætning, viste Christ Illusion sig at være et ikke synderligt langtidsholdbart album, der hurtigt kom til at samle støv i mange cd-samlinger. Tre år senere er Slayer igen klar og denne gang med et album, der indeholder noget af det, Christ Illusion savnede: memorable sange. Albummet har både bemærkelsesværdigt mange lynhurtige numre, der næres af en rødglødende punkintensitet, og mange ulmende onde sange i snegletempo. I begge tilfælde er der for det meste tale om sange, der har riff, vokallinjer og rytmer, der efterlader sig tydelige aftryk og ikke sådan går i glemmebogen. De fire musikere har oppet sig, og især vokal og leadguitarer er blevet mærkbart forbedret. World Painted Blood undgår behændigt faldgruberne, som Slayer har døjet med siden midthalvfemserne. Jeg tøver ikke med at kalde dette for Slayers bedste album siden Seasons In The Abyss.