Syntaks
Ylajali

Plader som Ylajali balancerer altid på en knivsæg. Når man beskæftiger sig med højloftet, alvorlig, skønhedssøgende musik, er grænsen mellem patos og patetisk hårfin. Den balancegang lykkes for Syntaks på numre som Twentytwohundred, Buio Omega og Love Camp 23, som forener den guitardrevne shoegazer-æstetik med elektroniske klangflader og himmelstræbende, ordløs sang. Det sidste skal man dog passe på med. Det lyder nemt som en genrekliché. Pladens højdepunkt er den monumentale og støjende She Moves In Colors, som starter i det tyste, men ender smukt og voldsomt, mens Syntaks mister grebet om den gode smag på numre som den storladne, poppede Blue Sunshine, som med sine ækle synthlyde lyder som Ryuichi Sakamoto på en dårlig dag, og på Dark Night, hvor musikken er lige så fesen, som titlen antyder, og hvis irriterende faux-Rhodes bestemt ikke hjælper på helhedsindtrykket. Man savner uvægerligt guitarens støj som kontrast de steder, hvor de elektroniske elementer bliver lige firserfilmiske nok.