Supergruppe på substral og syre

Ret beset behøver man ikke mere anbefaling, end at skrive hvem de medvirkende er på dette album. For hvem vil ikke gerne eje et album, hvor Josh Homme (Queens Of The Stone Age), Dave Grohl (Nirvana og Foo Fighters) og John Paul Jones (Led Zeppelin) spiller sammen? Tre rockguder hver for sig og et mastodontisk trehovedet rockmonster, når de samler sig under navnet Them Crooked Vultures. Sammen har de skabt en nærmest mytisk langspiller til det kræsne rockpublikum, der ikke kimser ad sange over 7 minutter og alskens syrede og grænsesøgende arrangementer. Man kunne have frygtet, at gruppens to yngste medlemmer og erklærede Zeppelin-disciple havde været anspændte over at skulle dele studietid med bas-legenden, men de er trods alt så garvede rotter, at den musik, der er kommet ud af samarbejdet, lyder som sammenspil og ikke idoldyrkelse. Albummets 13 sange er indpakket i en tør, sammenbidt og kompleks seriøsitet, der vidner om, at det ikke kun har været for hyggens skyld, at de tre har fundet sammen. Pladen indeholder ingen svage øjeblikke, men skal man fremhæve højdepunkter, må det være Mind Eraser, No Chaser, der lyder som lydsiden til en old-school biljagt, Scumbag Blues med sin funky clavinet og Elephants, der vil mere på 6 minutter, end de fleste rockbands vil i en hel karriere. Hvis man skal hæfte et lille aber dabei ved pladen, så skulle det være det, at albummet i bund og grund lige så godt kunne have været et nyt QOTSA-album, men det er altså heller ikke det værste mærkat, en rockplade kan have.