Anmeldelse / Live / Torsdag d. 12-11-2009 kl. 09:27

Beth Hart
Quasimodo, Berlin,
tirsdag d. 10. november 2009

Anmeldt af Stephan Ullerup

GAFFA		2 stjerner
Læserne		4,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Drugs, Stories, Rock....

Beth Hart på Quasimodo. Det lyder jo umiddelbart som en luksus for enhver dansk eller hollandsk fan, der er vant til at opleve hende i store haller. Den legendariske jazzklub, som har lagt scene til alle de største inden for genren, danner i aften rammer on Beth Harts koncert. Med plads til små 400 mennesker er der lagt op til en intim koncert.

Hart æigger også stærkt ud alene på keyboard, hvor hendes stemme straks forlanger at blive hørt, og publikums snak forstummes. Med hendes tekster om stofmisbrug, misbrug og andre livsberetninger fra livets skyggesider bliver man hurtigt draget ind i hendes univers.

...og nul orgasme
Men hurtigt viser det sig, at dette ikke skal være en personlig aften, hvor hun giver  af sit hjerteblod. I stedet får vi en bundsolid koncert fyldt med rockklichéer. Man bliver nogle gange i tvivl, om dette er et originalt band eller blot et kopiband. Tag for eksempel guitaristen. Han udfører sit håndværk til perfektion og ser såmænd også cool nok ud. Men ikke på noget tidspunkt bliver vi løftet. Ikke på noget tidspunkt føler vi, at dette betyder noget synderligt. Bandet har simpelthen ikke formatet til at løfte Beth Harts dybt personlige sange.

Beth gør selv alt hvad hun kan for at holde opmærksomheden, men hendes sceneoptræden virker næsten trættende og bærer præg af at ville have opmærksomheden fremfor personligheden.

Hun lægger op til alt, hvad der gør bluesrocken værd at lytte til, men glemmer at give os forløsningen. Udførelsen er simpelthen ikke overbevisende.

Tiden løb fra hende
At opleve Beth Hart til koncert er som at blive slynget tilbage i 90'erne, hvor Alanis Morisette var stor. Sangene er skåret ud af samme skabelon. Det lyder lidt uoriginalt. På et tidspunkt introducerer hun en sang, der handler om George Bush. Selvom det kun er et år siden, han var ved magten, virker det stadig lidt irrelevant idag.

Det er, som om tiden er løbet fra hende. Hendes udtryk fremstår slidt og idéløst. Og når så bandet ikke har karismaen til at trænge ind under huden, falder det hele lidt til jorden.

Hvis Beth Hart vil dele sine oplevelser med os, må hun blive bedre til at formidle. Skal hendes hendes dæmoner krænges ud, vil vi høre hendes skrig af smerte, føle hendes sorg som et slag i maven og lade kondensvandet i salen regne, som var det tårer.