Fem sårede mænd på jagt efter det, de ikke fik sagt og gjort… uden helt at finde det

De er blevet udråbt til en supergruppe, og når man kigger på konstellationen, så forstår man tankerne bag den sticker. 1 stk. L.O.C, 3 fra Suspekt aka Bai-D, Rune Rask og Orgi-E og en enkelt Lounge Lizzard i form af Jonas Vestergaard, der vel stort set permanent har sat sig i den stol, der tidligere var okkuperet af Troo.L.S. Så supergruppe? Tjaaa, hvorfor ikke. De tre rappere fungerer som altid godt sammen, selvom jeg sidder tilbage og savner lidt mere Orgi-E. De to producere er også blevet en effektiv tandem-maskine, der har sat kursen mod tidsløshed i deres lyd. Hr. O’Connor havde selv varmet ovnen med præ-interviews og udtalelser, før det hele var officielt, og proklamerede selvsikkert, at han ville nye ting, der overgår det gamle materiale. Men hvis man skal bedømme Selvmord efter det, så er det en fiasko. Dertil er det ikke godt nok, og dertil er fremdriften fra Melankolia/XxxCouture der simpelthen ikke rigtigt. Helt kort sagt tager Selvmord ikke chancer nok. Men nu er dette album jo ikke et Liam O’Connor-soloprojekt, så den går ikke helt (men næsten). Selvmord er som en kollektiv indsats absolut godkendt, om end det stadig ikke rykker nok grænser. Det ekstra udvidede rock/elektroniske element var forventet, og det er pænt og storladent. Alligevel undrer jeg mig … Hvor er den vildskab, man kunne forvente fra denne samling af individer? Det er meget smukt, ja, men er ulykkelig kærlighed så kønsløs? Uden rigtig selvindsigt? Uden højtråbende vrede? Med så meget magtesløshed? Ja, det er den absolut også, men slet ikke kun! Og især ikke for mænd der +/- er i trediverne. Selvmordet til allersidst er jo ikke et råb i vrede, det er et råb om hjælp!