Da Greenpeace startede - og protestsangen så småt gjorde klar til nedturen

Efter 39 år i private gemmer hos Greenpeaces bagmænd har bevægelsen nu udgivet den 1970-koncert i canadiske Vancouver, der gav overskud til den allerførste aktion - mod amerikanske a-prøvesprængninger i Alaska. En historisk koncert, altså - og egentlig også musikalsk interessant, bl.a. fordi den tegner datidens singersongwriter-scene ved en skillevej. Først med Phil Ochs og 60'er-generationens traditionelle, meget politiske sange, som i dag nærmest virker kunstigt direkte i budskab, men som i '70 stadig var en helt naturlig og væsentlig del af musikverdenen (billedet var allerede et andet seks år senere, da Ochs begik selvmord med bristede illusioner og ditto psyke). Ochs deler første cd med James Taylor, som på dette tidspunkt var på vej til at blive publikumsdarling med sine smukke, indvendte sange, der ændrede paroler til poesi uden at miste et gran personlighed. Tværtimod. Men helt fortjent er hele cd 2 forbeholdt Taylors dengang-kæreste Joni Mitchell, der allerede dengang havde skrevet hits til andre, men som her virkelig var ved at få gang i egenkarrieren (den første klassiker Blue er kun et år ude i horisontren). Vokalen er næsten ubeskrivelig smuk og klar i de dengang allerede fantasifulde sange, som i løbet af det næste 10-år skulle blomstre endnu mere og lykkeligt i alle retninger. Alene hendes optræden - især numrene med guitar og dulcimer og inkl. et par duetter med Taylor - berettiger udgivelsen. Feedback-hylene og de krøllede bånd er nærmest med til at give det hele ægte patina.