Anmeldelse / Live / Lørdag d. 21-11-2009 kl. 01:47

Caroline Henderson
Copenhagen Jazzhouse,
fredag d. 20. november 2009

Anmeldt af Ivan Rod
Foto: Christian Hjorth - www.hjorth-photo.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Eminent koncert af the Keeper of the Flame og hendes sidemen

+ Se hele galleriet

Caroline Henderson er en kvinde, som nok har en lang karriere bag sig, men mere end nogensinde før fremstår vital og livskraftig. Sangerinden synes således igennem de seneste år at have fundet sig selv i et materiale, som fortrinsvis består af etablerede jazzstandards.

Fredag tog Caroline Henderson hul på den turné, der skal markere udgivelsen af albummet Keeper of the Flame. Hendes hidtil bedste samling ballader. Og åbningskoncerten? Den var så eminent! Og viste en virkelig vital og livskraftig sangerinde - og et sublimt band bestående af Nikolaj Hess på klaver, Nicolai Munch-Hansen på bas, Jakob Høyer på trommer, Peter Fuglsang på sax, Lars Vissing på trompet og Mads Hyhne på trombone.

Fredag aften lagde grupperingen ud med den første af to udsolgte koncerter på Copenhagen Jazzhouse. Og dét til både publikums og kunstnernes egen åbenlyse glæde. Der var simpelthen kontakt mellem publikum og kunstnere.

Caroline Henderson åbnede smukt med sin versionering af Nina Simones inciterende nummer Keeper of the Flame. Fortsatte med sin pulserende udgave af Duke Ellingtons Caravan. Og satte så over i Sonny Bonos Bang Bang. Sidstnævnte nummer var at finde på hendes forrige album.

Efter bare disse tre numre stod det klart, at det var en rutineret og sikker sangerinde med nærvær og autenticitet, der stod på scenen. Omgivet af kompetente sidemen - og en i særklasse suveræn Nikolaj Hess. Hans - og de øvrige musikeres evne til lige så rutineret og sikkert - som sangerinden - at bidrage var åbenlys. Deres samspil så præcist, og dog så upoleret, at man konstant kunne glæde sig over musikkens kant.

To numre i første sæt stak ud som særligt gennemførte, nemlig versioneringen af Dimitri Tiomkin og Ned Washingtons Wild is the Wind og Bob Dylans Ring Them Bells, som i Caroline Hendersons version blev en smuk, smuk gospel. I andet sæt stak et nummer særligt ud, nemlig hendes versionering af George og Ira Gershwins It Ain't Necessarily So. Det var som om, sangerinden i det havde fundet sig selv, havde fundet hjem, havde fundet balance. Caroline Henderson fremstod så suveræn, at man kunne spørge sig selv, om ikke det var Danmarks bedste jazzsangerinde - nogensinde - der stod dér på scenen.