Monsters of Folk
Store Vega, København

”I think I got the right feeling – I think I’m in the right place”. Sådan synger Jim James i aftenens andet nummer, og da det er ovre, er der stadig 33, der skal spilles, før koncerten er omme. Derfor er det i dén grad heldigt, at denne følelse af at være det rette sted deles af både Jim James (My Morning Jacket), Conor Oberst, Mike Mogis (begge fra Bright Eyes), M. Ward og Will Johnson. Fra allerførste nummer, den mesterlige ”Say Please”, står det klart, at det er en koncert langt ud over det sædvanlige, der er undervejs.

Det skyldes ikke blot, at besætningen på scenen er en uovertruffet imponerende samling af nutidens mest relevante sangere, sangskrivere og musikere, men også fordi de øvrige faktorer, der kan være sværere at spå om, falder fuldkommen fordelagtigt ud. Det gælder frem for alt lyden, der stort set hele koncerten igennem er helt i top og kun kommer kortvarigt til kort i de allermest støjende passager.

Derudover gælder det publikum, der opfører sig langt mere eksemplarisk, end man desværre kan tillade sig at håbe på i disse tider. Under de stille numre klappes der pænt og andægtigt i, men lige så snart, de er ovre, lyder den øresønderrivende begejstring. Det er tydeligvis et dedikeret publikum, der har forståelse for, hvilken konstellation, de er i færd med at overvære.

Koncerten igennem er der hyppig instrumentudskiftning mellem medlemmerne, der det ene øjeblik spiller guitar, for derefter at skifte bas, inden det bliver tid til at hellige sig tangenterne. Selv trommeslager Will Johnson kommer frem på scenen og gør det ganske effent som sanger og guitarist. Sammensætningen af musikere virker på alle måder til at være endnu mere heldigt sammensat, end gruppen muligvis selv er klar over.

Johnson gør det formidabelt som trommeslager og korsanger, ligesom lydgeniet Mike Mogis med sit ikke så rock ’n’ roll’ede udseende ikke desto mindre er hundrede gange mere rock ’n’ roll end de musikere, der tror, det primært handler om udseende og attitude. Ward er gruppens guitarvirtuos og vokalmæssigt den dybeste af de tre sangere, hvor Oberst med sin fandenivoldskhed lægger sig i midten, mens den ultrasympatiske James sig allerøverst i registret. Sammen fungerer de fem så ualmindelig meget bedre, end langt de fleste af de bands, som man ellers typisk klassificerer som værende ”godt sammentømrede”.

Konceptet for den tre timer lange koncert byder på numrene fra gruppens få måneder gamle, selvbetitlede album blandet sammen med numre fra medlemmernes bagkataloger – ergo en så overvældende spandfuld kvalitetsmateriale, at det giver mening at spille 35 numre. Med Bright Eyes-nummeret ”Soul Singer In A Session Band” – som Ward i øvrigt også medvirker på i albumudgaven – får publikum første bud på, hvordan dén del af konceptet kommer til at fungere, og det er så hamrende forrygende, at ord for så vidt ikke kan beskrive det. Samme højder når Wards ”Vincent O’Brien”, der aldrig har lydt mægtigere, hvilket også gør sig gældende for My Morning Jacket-nummeret ”At Dawn”.

De tre sangere får hver en lille sektion af koncerten, hvor de enten spiller alene eller kun akkompagneres af en enkelt af de øvrige musikere. James lægger ud og bjergtager hele salen med sin hjerteskærende perle, ”Bermuda Highway”, fulgt op af den ligeledes smukke ”Look At You”. Oberst hiver sikre stik hjem i form af ”We Are Nowhere And It’s Now” samt ”Amy In The White Coat”, som en kvindelig fan ved et møde inden koncerten havde overtalt Oberst til at spille.

Ward imponerer især, når han mutters alene på scenen fremfører ”Chinese Translation”, hvor han lyder som minimum to guitarister og en rytmeboks på én og samme gang. Hans overlegne tekniske evner imponerer tydeligvis salen, der hujer og jubler og klapper i takt. Samtlige indslag fra medlemmerne er relevante og medvirker til at skabe et overmåde behageligt og utraditionelt koncertflow. Snarere end at benytte sig af den gennemført slidte spændingskurve tillader gruppen at slappe af og give hvert eneste nummer al den opmærksomhed, det fortjener, således at ikke ét af de 35 numre fremstår som simpelt fyld for at få tiden til at gå.

Efter to en halv time forlader bandet scenen for snart at vende tilbage og levere fire særdeles velvalgte afsluttere. Den første i rækken er Bright Eyes-klassikeren ”At The Bottom Of Everything”, hvor Oberst lader Johnson, James og Ward synge et vers hver, mens salen sitrer af glæde og iver. Den Chuck Berry-agtige ”Whole Lotta Losin” tager effektivt over, inden endnu et Bright Eyes-nummer bliver fyret af med fuld kraft – ”Another Travellin’ Song”.

Afslutningen kommer i form af ”His Master’s Voice”, der også lukker gruppens album. En sidste gang fører James’ smukke vokal an, og det ellers så behagelige og rolige nummer føres ud i en støjeskapade, som bliver det sidste punktum, inden gruppen bukker for publikum og gør sit for at gengælde den overvældende taknemmelighed, som den umættelige sal fortsat viser de fem musikere.

At kunne levere et sæt på knap tre timer uden at køre publikum træt på noget tidspunkt er en bedrift, som kun de absolut færreste kan formå. At det så samtidig kan gøres med så uprætentiøs, inspirerende og sympativækkende overlegenhed som her, gør kun det hele endnu mere imponerende. Samtlige medlemmer har overgivet sig fuldt ud til musikken, og især Oberst og James må være udmattede efter at kastet sig rundt og praktisk talt slamdancet med hinanden, når det er gået vildest til. Alt i alt er der tale om en alenlang række faktorer, der er gået op i så høj en enhed, at alle musikalske kolleger, der oplever Monsters Of Folk, må ærgre sig over hvor meget, de har at leve op til.