Deep Purple
Scandinavian Congress Center, Århus

De går på scenen uden den store bravado, der er et kort slideshow på storskærmene, mens bandet spiller, og så får vi ellers serveret den første sang, "Highway Star". Lyden er ufatteligt kompakt, og min første umiddelbare tanke er: ”De kan endnu!”. Og de bliver ved, hele koncerten igennem.

De kan virkelig endnu, alle fem. Ian Gillans vokal har naturligvis det noget nasale præg, han har påført sig selv, og sceneshowet har nok ikke den samme energi,som for tyve år siden, men for alt i Danmark, hvor kan de dog spille rock. Da vi når til fjerde nummer, ”Strange Kind Of Woman”, er det svært ikke at være lykkelig, for den bliver skåret så hårdt, at det er svært at holde sig på benene. Her skal der sendes en hurtig tak til Scandinavian Congress Center, der nok er et af de bedste steder at være til rockkoncert i. Lyden er upåklagelig, og man kan til enhver tid adskille alle instrumenter fra hinanden, så der er god grund til at være taknemmelig for, at dette ikke er en stadionkoncert. Der ville man sikkert være gået glip af meget.

Tag nu guitarist Steve Morses soloer, der aftenen igennem er ufatteligt dygtigt udført, og den nyeste tilføjelse, Don Airey på keyboard, er umenneskeligt hurtig. Trommerne styres mesterligt af Ian Paice, der spiller ufatteligt stramt, og bassen er så tung, at man næsten får mavepine efter en halv time. Efter fyrre år på scenen har Deep Purple så godt et greb om eget materiale, at der ikke trædes ved siden af en eneste gang. Men trods musikernes ekspertise tager det et godt stykke tid at få publikum med, men det kan retfærdigvis godt have noget at gøre med aldersgennemsnittet i salen. Da vi arriverer ved ”The Battle Rages On”, er der til gengæld ingen, der kan stå stille længere. Her begynder man at forstå, hvorfor mange mener, at Ian Gillan har opfundet headbanging, for det er altså næsten umuligt at lade være, selv for de pæne og beherskede ældre herrer der står foran mig.

Vi får en bred repræsentation af Deep Purples katalog, både det obskure, og det, som selv femårige kinesiske piger kender, og det er tydeligt, at der er mange af de ægte, dedikerede fans til stede, for der synges med på det hele. Mine sidemænd blev meget skuffede, da jeg kunne fortælle, at vi ikke kom til at høre ”Child In Time”, men det er også den eneste, vi rigtigt savner. Vi får hele pakken, med de afsindigt lange guitar- og klaversoloer, den hårde bas, især under ”Smoke On The Water” og ”Black Night”, og Gillan giver alt, hvad stemmen kan holde til. Deres alder taget i betragtning er der faktisk ikke mere, man kunne have bedt om.

Gåsehud og gys ned ad rygraden
Det er ikke til at løbe fra, de er helt utroligt dygtige, og her forsøger jeg at passe på med rosen, men der er ikke meget at sætte fingre på. De fleste numre er direkte uhyggelige; tunge, rå og yderst velserverede. Der er så meget nerve, uanset om det er guitarens slide-riffs, eller de orientalsk-inspirerede synth-soloer, at man ganske enkelt får kuldegysninger. Det er næsten for meget af det gode.

Hvis man skal være nøgtern, og se på de små skønhedsfejl, drukner Gillans stemme lidt ind imellem, især på omkvædene, og det er svært for mig at afgøre, om det er stemmen eller lydmanden, der fejler her. Lysshowet bliver også kortvarigt direkte irriterende, især da det kortvarigt kommer til at minde om den slags blinkende diskotekslys, der kan give epileptiske anfald. Bortset fra disse to mindre irritationsmomenter, er der vitterligt ikke meget at brokke sig over, ikke med hensyn til bandet. Til gengæld var publikum håbløst uopdragne. Der var en folkevandring uden lige, selv under de mest kendte numre, og de væltede ind i alle de kom forbi. Det er altså nok til at ødelægge den gode stemning en smule.

Alt i alt er jeg utroligt tilfreds med de gamle drenge. Jeg håber i høj grad, at de går i gang med en ny plade til næste år, som Gillan sagde de ville, for de har tydeligvis ikke mistet glæden ved, og lysten til musikken.