Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 01-12-2009 kl. 10:55

Julian Casablancas
Store Vega, København,
mandag d. 30. november 2009

Anmeldt af Mikkel Elbech
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,56 stjerner i snit (efter 9 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Aggressivt og unuanceret lydbillede skæmmede koncerten med en halvdansker i jubelhumør

"This is the best show ever! You guys are fucking great!"

Julian Casablancas er åbenlyst henrykt over sin tilstedeværelse på Store Vega, hvor han gennem ivrig hoppen og jubel bliver modtaget som landshelt. Og det er ikke helt urimeligt, især ikke nu hvor Strokes-sangeren kan bryste sig af at have en dansk moder. Hans fortræffelige soloalbum, "Phrazes For The Young", har været på gaden så kort tid, at kun de virkeligt dedikerede kan have nået at få det ind under huden – og selv om der givet er ganske mange medlemmer af netop denne kategori til stede ved aftenens koncert, synes det rimeligt at antage, at det er Casablancas' samlede cv, der gør ham til en attraktion af den kaliber, som han her fremstår som.

Den tydeligste tilbedelse manifesterer sig gennem de særdeles ivrige fans, der har samlet sig foran scenen og koncerten igennem strækker armene op mod Casablancas i håbet om fysisk kontakt med deres idol. Heldigvis – for dem – er han dog ikke karrig med kontakten, og han både stikker hånden ned til masserne og lader dem røre ved ham i en grad, der får ham til at udbryde "thanks for the tender leg massages during the song!". Et par gange får en tilhører også kæmpet sig helt op på scenen – med prompte reaktion fra vagterne til følge, men i det ene tilfælde med et kram og et klap i måsen fra Casablancas, inden vedkommende bliver ruflet bort.

Den gensidige henrykkelse mellem de forreste fans og Casablancas breder sig imidlertid desværre ikke ud i resten af salen i et omfang, man kunne have håbet på. Det er svært at give hovedpersonen skylden for dette, for ud over at smide om sig med charmerende danske gloser – "I only know Danish from my mormor and morfar, so it's not very hip!" – synger han stærkt og imponerende igennem og giver sig alt i alt så fuldt ud, som man kan forlange af nogen scenekunstner.

Det altoverskyggende problem derimod er lyden. Den særdeles nuancerede og ganske komplekse produktion fra albummet bliver på tragisk vis skudt ganske meget i sænk i koncertsituationen. Vel er det klassiske rocksetup blevet udvidet med to yderligere musikere, der håndterer ikke mindst de tangenter og percussioninstrumenter, der fylder så meget i studielyden – og når de får lov at titte frem, så fornemmer man klart, at bandet fuldt ud er i stand til at gengive sangene med samme høje detaljegrad, som man er vant til fra albummet. Men langt det meste af tiden resulterer det i et forvirret, aggressivt og ofte skingert lydbillede, som kvæler nuancerne en for en. Allerværst er det, at Casablancas' stemme druknes i støjen – også når han synger allermest igennem.

Begejstringen rundt om i salen er derfor med al rimelighed begrænset, og ser man ud over den potentielle eufori over at være i samme lokale som Casablancas, skæmmes oplevelsen, fordi der med et så essentielt aspekt som lyden er ramt helt ved siden af. Hovedpersonen mærker tydeligvis ikke noget til dette, men fortsætter derudad med sine danske taksigelser og smittende entusiasme, hvilket naturligvis bidrager positivt til helhedsindtrykket.

Sætlistemæssigt er der ikke noget at sætte en finger på – særligt ikke i betragtning af, at der turneres med et blot 40 minutter langt album i baggagen. Udover numrene herfra runder Casablancas b-side-kataloget, leverer et nyt nummer og genererer megen begejstring med Strokes-nummeret "You Only Live Once", der her smukt præsenteres som et covernummer under titlen "I'll Try Anything Once". Højdepunktet kommer i form af de to numre "11th Dimension" og "Left & Right In The Dark", der spilles lige efter hinanden og tydeligere end nogen andre får Casablancas' synthunivers til at gå op i en højere enhed. Ekstranumrene "30 Minute Boyfriend" og især "4 Chords Of The Apocalypse" er velvalgte og slår en fin krølle på en koncert sprængfyldt med potentiale, som desværre måtte lade sig skæmme af sin aggressive og mildest talt unuancerede lydindpakning.