Nephew, Annisette Koppel, Ibrahim Electric med flere
Hopenhagen Live, Rådhuspladsen, København

Givet at klimamødet gerne skal fostre resultater på en global klimafront. Og med Rådhuspladsens kæmpeglobus og grønne stande som omgivelser på denne COP15s førstedag og åbningen af det dertil-indrettede "Hopenhagen Live". Så skal der vel også forkæmpere på banen. Og hvad er da mere nærliggende end at invitere en aktivist som Savage Rose-forkvinden Annisette til at være første act på scenen?

Med sig ved sin side havde hun den eksperimenterende dygtige trio Ibrahim Electric, bassisten Thomas Vang og bag hende sad den legendariske danske jazztrommeslager – og medgrundægger af Savage Rose - Alex Riel, mens Marilyn Mazur havde indfundet sig som percussionekspert. Sammen fremførte de en lille Annisette-sammensat cocktail, der sendte stærke referencer til klimadebatten. Ud over en komposition døbt "Hyldest til Jorden" fulgte et arrangement af temaet fra Savage Roses "Dødens Triumf" betitlet "Byen Vågner" og afslutningsvist fulgte den sigende og smukke "What Do We Do Now?"

Ind imellem den stilsikre backing flettede Annisette råd om at passe på vor moder jord, om fred på jord og ikke flere dårlige valg fra politikernes side. Hun lød hæs under talerne, men velkendt patosfyldt under sangen. Klædt i ydmygt sort, matchende hendes lange indianersorte-hår og med en messende indtrængende effekt. Det var en passende – og veleksekveret - lille intro til det, der skulle følge, og som var hovednavnet for aftenen: Nephew.

Nephewsk folkelighed
Ovenpå nevøernes gedigne albumsucces med "DanmarkDenmark" i foråret og deres efterfølgende udsolgte Danmarksturné har de – ikke overraskende – understreget deres status som et af de største danske rockbands Danmark besidder, hvis ikke det største og "finest Denmark has to offer" – som Ritt Bjerregaard påpegede i en tale, før drengene gik på.

Deres tække kan meget nærliggende omsættes i en folkeligheds-faktor, der får alle til at synge med uanset evner og størstedelen til at følge Simon Kvamm, uanset hvad han befaler, som da han indledningsvist fortalte, at der tre sange inde i koncerten kom tv på, hvorefter han gerne så alle svinge med halstørklæder, huer eller hvad de havde. Det var godt tænkt og sagt. For sådan blev det, og koncerten blev derefter. Hoppende energisk.

Uden at være flankeret af L.O.C. sang Simon Kvamm det fulde tekstrepertoire under åbneren "Hospital", hvorefter singlemastodonten "007 Is Also Gonna Die" med en publikumsklapsalve under et mellemstykke fik folk op på beatet. Måske burde ordet "is" fremhæves i en fordansket direkte oversættelse fra titlen, idet bandet på skift stod som fastfrosset i scenens mørkeblå belysning og derefter tøede vellykket op, når deres musikalske passager fremtonede tilsat kraftigt rødhvide baggrundsfarver fra lysshowet. Næsten symbolsk for, at isen smelter under varmepåvirkningen.

Simon Kvamm spurgte, om han måtte se Rådhuspladsen hoppe? Det måtte han bestemt. Og hans gestikuleren blev - uanset hvilken - kopieret i menneskehavet, der også valgte at smide Twix op til ham – hvoraf han greb den ene – da passagen "Hvorfra kom Twix? - fra Raider" fremtonede under "En Wannabe Darth Vader".

Han tog desuden teten, som da han under afslutningsdelen på samme sang og iklædt skulderstrap-keyboard sammen med René Munk Thalund omdannede setuppet til en ren elektronisk raveinspireret fest. Det var så afgjort veloplagt.

Bombastisk bastyngde
Hans stemme lå præcist og velproportioneret trænet, hvilket kom godt til udtryk under eksemplvis "D.T.A.P." Det nummer var i øvrigt et godt eksempel på den bombastiske bastyngde, der så ofte har været en af Nephews mest vellykkede forcer i deres gøren og laden.

Pladsen foran dem var fyldt, og de fik et lydbillede, der ikke var sublimt, men så absolut acceptabelt og ikke udslagsgivende for koncertens effekt. Til det tvinger Nephew sig altid for kraftfuldt udover scenen til at lade sig påvirke. Koncertlængden strakte sig kun til lidt under en time og den ekstatisk sublime koncertoplevelse, som Nephew ofte har flirtet med, indtraf aldrig. Omvendt var koncerten designet til forholdene.

Ofte blev der lavet om i teksterne med små klimaopfordringer så de passede ind, ligesom Kvamm på et tidspunkt tog et skizofrent hop ud af sig selv, musikken stoppede, og hans talestrøm drejede ind på, at han håbede, det her topmøde førte til noget. Han undskyldte sig undervejs med at lyde som Thomas Blachman til udelt begejstring. Og det var symbolsk: Han kunne slippe sted med hvad som helst. Som da han svingede med armene og brokkede sig over, at dem på altanen ikke svingede med. Det gjorde de så næste gang. Og dem på pladsen? De var for længst hoppet med på vognen.