GAFFA  TV
(Foto: Martin Rosenauer - www.rosenauer.dk) - fra galleriet Nephew, Annisette Rådhuspladsen 071209

Nephew, Annisette Koppel, Ibrahim Electric med flere
Hopenhagen Live, Rådhuspladsen, København

Tirsdag d. 08-12-2009
GAFFAs anmeldelse:
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne synes:
5,00 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Annisette varmede vellykket op, og Nephew indrettede en folkefest på Rådhuspladsen, der også fik altanerne til at svinge armene

Givet at klimamødet gerne skal fostre resultater på en global klimafront. Og med Rådhuspladsens kæmpeglobus og grønne stande som omgivelser på denne COP15s førstedag og åbningen af det dertil-indrettede "Hopenhagen Live". Så skal der vel også forkæmpere på banen. Og hvad er da mere nærliggende end at invitere en aktivist som Savage Rose-forkvinden Annisette til at være første act på scenen?

Med sig ved sin side havde hun den eksperimenterende dygtige trio Ibrahim Electric, bassisten Thomas Vang og bag hende sad den legendariske danske jazztrommeslager – og medgrundægger af Savage Rose - Alex Riel, mens Marilyn Mazur havde indfundet sig som percussionekspert. Sammen fremførte de en lille Annisette-sammensat cocktail, der sendte stærke referencer til klimadebatten. Ud over en komposition døbt "Hyldest til Jorden" fulgte et arrangement af temaet fra Savage Roses "Dødens Triumf" betitlet "Byen Vågner" og afslutningsvist fulgte den sigende og smukke "What Do We Do Now?"

Ind imellem den stilsikre backing flettede Annisette råd om at passe på vor moder jord, om fred på jord og ikke flere dårlige valg fra politikernes side. Hun lød hæs under talerne, men velkendt patosfyldt under sangen. Klædt i ydmygt sort, matchende hendes lange indianersorte-hår og med en messende indtrængende effekt. Det var en passende – og veleksekveret - lille intro til det, der skulle følge, og som var hovednavnet for aftenen: Nephew.

Nephewsk folkelighed
Ovenpå nevøernes gedigne albumsucces med "DanmarkDenmark" i foråret og deres efterfølgende udsolgte Danmarksturné har de – ikke overraskende – understreget deres status som et af de største danske rockbands Danmark besidder, hvis ikke det største og "finest Denmark has to offer" – som Ritt Bjerregaard påpegede i en tale, før drengene gik på.

Deres tække kan meget nærliggende omsættes i en folkeligheds-faktor, der får alle til at synge med uanset evner og størstedelen til at følge Simon Kvamm, uanset hvad han befaler, som da han indledningsvist fortalte, at der tre sange inde i koncerten kom tv på, hvorefter han gerne så alle svinge med halstørklæder, huer eller hvad de havde. Det var godt tænkt og sagt. For sådan blev det, og koncerten blev derefter. Hoppende energisk.

Uden at være flankeret af L.O.C. sang Simon Kvamm det fulde tekstrepertoire under åbneren "Hospital", hvorefter singlemastodonten "007 Is Also Gonna Die" med en publikumsklapsalve under et mellemstykke fik folk op på beatet. Måske burde ordet "is" fremhæves i en fordansket direkte oversættelse fra titlen, idet bandet på skift stod som fastfrosset i scenens mørkeblå belysning og derefter tøede vellykket op, når deres musikalske passager fremtonede tilsat kraftigt rødhvide baggrundsfarver fra lysshowet. Næsten symbolsk for, at isen smelter under varmepåvirkningen.

Simon Kvamm spurgte, om han måtte se Rådhuspladsen hoppe? Det måtte han bestemt. Og hans gestikuleren blev - uanset hvilken - kopieret i menneskehavet, der også valgte at smide Twix op til ham – hvoraf han greb den ene – da passagen "Hvorfra kom Twix? - fra Raider" fremtonede under "En Wannabe Darth Vader".

Han tog desuden teten, som da han under afslutningsdelen på samme sang og iklædt skulderstrap-keyboard sammen med René Munk Thalund omdannede setuppet til en ren elektronisk raveinspireret fest. Det var så afgjort veloplagt.

Bombastisk bastyngde
Hans stemme lå præcist og velproportioneret trænet, hvilket kom godt til udtryk under eksemplvis "D.T.A.P." Det nummer var i øvrigt et godt eksempel på den bombastiske bastyngde, der så ofte har været en af Nephews mest vellykkede forcer i deres gøren og laden.

Pladsen foran dem var fyldt, og de fik et lydbillede, der ikke var sublimt, men så absolut acceptabelt og ikke udslagsgivende for koncertens effekt. Til det tvinger Nephew sig altid for kraftfuldt udover scenen til at lade sig påvirke. Koncertlængden strakte sig kun til lidt under en time og den ekstatisk sublime koncertoplevelse, som Nephew ofte har flirtet med, indtraf aldrig. Omvendt var koncerten designet til forholdene.

Ofte blev der lavet om i teksterne med små klimaopfordringer så de passede ind, ligesom Kvamm på et tidspunkt tog et skizofrent hop ud af sig selv, musikken stoppede, og hans talestrøm drejede ind på, at han håbede, det her topmøde førte til noget. Han undskyldte sig undervejs med at lyde som Thomas Blachman til udelt begejstring. Og det var symbolsk: Han kunne slippe sted med hvad som helst. Som da han svingede med armene og brokkede sig over, at dem på altanen ikke svingede med. Det gjorde de så næste gang. Og dem på pladsen? De var for længst hoppet med på vognen.

Tip en ven
31 kommentarer
Fantastisk koncert fra Nephew igår d.7/12 på rådhuspladsen. Måden som de og især Simon Kvamm fik Rådhuspladsen til at skrige og skråle og hoppe og svinge med diverse ting de havde med, var fantastisk og de fik virkelig deres budskab igennem
årrh fedt, mand!
Ikke et ord om Ibrahim... ?
jeg er åbenbart tilhørende et mindretal som ikke kan fordrage Nephew.. gi' mig den ægte vare: Kliché (deres 2 plader) eller Depeche Mode.

Nephew's ævle bævle tekster, suk. De vrøvle tekster handler ikke om en skid.
@4:
Ærgerligt, at du ikke får glæde af Nephews udmærkede tekst-univers. Jeg begejstres i den grad af det, men det kræver naturligvis, at man sidder og funderer lidt over meningen...
Det kan undre mig lidt, at du kan begejstres så meget over Kliche, når du ikke kan lide Nephew. Jeg mener - Kliche er da i den grad mere "ævle-bævle" end noget andet. Nummeret "Bravo Charlie" illustrerer vist meget godt dette!
Men i mit univers er såvel Kliche såvel som Nephew noget af det bedste der er sket for dansk musik.
Øøøøhhh, hvordan kan vores unge anmelder her 'tillade' sig at skrive, at Annisette, Ibrahim Electric, Alex Riel og Marylin Mazur 'varmede' op for Nephew? Han skriver 'en passende – og veleksekveret - lille intro til det, der skulle følge, og som var hovednavnet for aftenen: Nephew'. Det kan godt være at Nephew er blæst op til at være et hovednavn i Danmark, men når kapaciteter som f.eks Annisette, Ibrahim Electric, Alex Riel og Marylin Mazur spiller før, så bliver det altså rimelig klart for alle over 20 år, at der er KÆMPE kvalitets-forskel. Vi snakker her om musikere der har har en lang international karriere, og som virkelig kan spille.
Dette indlæg er ikke ment som en konkurrence mell. Nephew og de andre musikere, men blot en tilkendegivelse af, at det var meget tydeligt for mig - og for mange andre tilskuere kunne jeg høre - at den største musikalske oplevelse blev leveret af den såkaldte 'opvarmning'. Hold da kæft vor spillede de godt!!!
Og, Annisette er jo fuldstændig i særklasse. Hvordan vores anmelder foroven kan fortolke det som 'en lille intro' er lidt mærkeligt. Det var sgu stort det der blev leveret på de 20 minutter.
Nephew er simplethen i særklasse.. !
lovesexxy, nogen kan tekster blive akademiske.... Dizzy Mizz Lizzys fra 90erne gav heller ikke mening. Men flertallet var vilde med det de lavede.
@ 6
Jomosm - nu tilhører jeg en af de unge under 20 år. Men såvidt en normal koncert er skruet sammen, er der opvarmning bestående af en halv times tid, måske lidt mere eller mindre. Hovednavnet spiller en time, cirka, måske længere i specielle tilfælde. I det her tilfælde er det en lille intro, som Annisette disker op med - en intro for hovednavnet Nephew - der trods tvivl om deres kvalitet - var hovednavnet. Hvad du i dit hoved end måtte ha' foretrukket, så var Nephew hovednavnet, fordi de blev varmet op for og spillede i en times tid.

Blot lidt oplysning om den gængse koncertopbygning. :)
Lykkeh, tak :)


#1:
Hvad er Nephews budskab?
Mere om Ibrahim havde været rart.
Nu går jeg udfra at du - trods din unge alder ;-) - godt kan gennemskue at det ikke er fordi jeg ikke har fattet selve opbygningen af en koncert.
Jeg mener blot at det som du kalder for 'opvarmingen' var af så bemærkelsesværdigt højere musikalsk kvalitet end 'hovednavnet' at man i en anmeldelse ikke kan tillade sig at kalde det for 'opvarming'. Betegnelsen 'opvarming' bliver jo ofte tolket som noget der er mindre vigtigt, eller af mindre kvalitet.
Og, hvis du bevæger dig to skridt udenfor Danmark vil du finde ud af, at Nephew er nul og niks, mens dét du kalder for 'opvarmingen' består er nogle mastodonter på den europæiske musikscene - nogle af dem igennem 40 år .... Al respekt for Nephew!
OBS: og jeg er ikke en gammel nar - blot et par år over de 20 år ;-)

@11 Og ja, det ville have været rart med noget mere om Ibrahim Electric. De står jo i overskriften af anmeldelsen, men de bliver kun nævnt i én linje
#12 .. "hvis du bevæger dig to skridt udenfor Danmark vil du finde ud af, at Nephew er nul og niks" -- fair at give sin mening til kende, problemet er blot, at du her fortæller OS hvad VI mener om Nephew. Jeg synes der opstår en form for magi når de spiller - du gør ikke. Men jeg lover dig for, at jeg vil sætte deres musik højt, hvorend jeg befinder mig i verden. Så i mit tilfælde er du galt på den..
Ja Nephew er fede, men må give #4 Ret de har jo taget aldt det bedste fra Kliché, Depeche Mode og New Order og hvad der eller er fra den tid. Det gør bestemt ikke noget, men det ville være rart hvis folk ikke udråbte dem til Guder, så gode er de nu heller ikke. Da Kliché var fremme i det danske var der ingen som dem, husker med fryd en stor koncer i Rytmisk telt på Roskilde ca. 1983 - Fedt.
@ Jomosm

Alle, der bevæger sig ind på gaffas hjemmeside, må have blot et minimum af musikalsk og koncertial forståelse. Inklusiv dig. Men ordvalget for dig er subjektivt, når du vælger at sige, at opvarmningen er bedre end selve hovednavnet. Når du så begynder at tolke et fagligt ord som opvarmningen til noget subjektivt, skaber du dit eget problem. Det er svært at hjælpe med, debatmæssigt. :) Kan jo kalde dig for en ung fortolkende nar, men det kommer vi ikke meget videre med ... Men alle anmeldelser er subjektive i deres natur. Anmeldelser i blade som Gaffa er bare skrevet af folk, der har en professionel tilgang til musikken, fremfor os andre dødelige, så på trods af at anmelderen er subjektiv, så er hans bud overordnet nok det mest korrekt beskrevet. Men faktum er, at vi ikke befandt os på den europæiske scene, men i dansk regi. Nephew er muligvis noget af det største i Danmark for tiden, hvorimod de andre, som jeg nok bør lytte til i den nærmeste fremtid, knap nok når Nephew til sokkeholderne ... I dansk regi, forståes.
Kære Lykkeh og egofabrikken.
Som jeg skrev i mit første indlæg, så var det ikke min intention at starte en konkurrence! ...Og, det var ligeledes heller ikke min intention at nedgøre Nephew - læg venligst lige mærke til det.
Mit problem er blot følgende:
Jeg syntes bare - ja, helt subjektivt (og det plejer debatindlæg jo at være!) - at det som blev kaldt for en 'opvarmning' fik alt, alt for lidt fokus i en anmeldelse i forhold til, hvor stor kunst de leverede. Det vidner i mine subjektive øjne om, at anmelderen netop IKKE har en speciel 'professionel tilgang til musikken'.
Og, det er jo også alment kendt, at de fleste af Gaffas anmeldere jo hverken er journalister, musikere etc, men netop blot er ligesom 'os andre dødelige'.
Forstå venligst, at dette ikke har noget med Nephew at gøre - syntes blot ikke man kan tillade sig at skrive opvarming om en legende som f.eks Annisette ligemeget, hvor meget man holder af Nephew (som denne anmelder jo tydeligvis gør).
Det skal oplyses til denne debat, at:
Anmelderen så absolut er dødelig som alle andre. Han er uddannet journalist og har arbejdet for GAFFA siden foråret 2007. Han er ikke under 20 år, men derimod 27 år. Uanset diskussion om legendestatus, hvilket Annisette må kunne betegnes som at have, må små 20 minutters koncert kunne regnes som opvarmning.
Mvh Ole R. Svidt, GAFFA
#17 Anmelderen må vel kunne svare for sig selv men fedt at I deltager i debatterne alligevel. Det skorter ikke ligefrem med musikanmelderer der tør give sit besyv med. Og ja, Annisette fungerede som opvarmning for Nevøerne - og det er der vel ikke noget galt i?
Min sidste bemærkning om dette, og så kan der vist ikke træææææækkes mere ud af min kommentar.
Da jeg stod som tilskuer til den event som var sat i scene på Rådhuspladsen, så var det jo bestemt ikke opvarmning Annisette, Ibrahim Electric, Alex Riel og Marilyn Mazur stod for. De var jo en integreret del af selve åbnings-ceremonien. Og, så spillede Nephew bagefter.
Og derfor vil jeg holde fast i, at det altså er ret dårlig musik-journalistik ikke at have et større overblik over hele eventen. Når man har lavet en overskrift på en anmeldelse der lyder på 'NEPHEW, ANNISETTE KOPPEL, IBRAHIM ELECTRIC M.FL.', hvordan kan man så skrive 75% om Nephew, og f.eks kun én linje om Ibrahim Electric??
En bemærkning som 'Marilyn Mazur havde indfundet sig som percussionekspert' lyder i mine ører også en smule malplaceret om én af de største instrumentalister i dansk musik igennem mange, mange år.
Og, at kalde Annisette for opvarmning, kan man altså ikke tillade sig overfor en musik personlighed, der er kendt over det meste af verden, mens Nephew 'kun' er store i vores lille andedam.

Roger over :-)

[Dele af dette indlæg er slettet af admin, fordi det overskred GAFFA.dk's forumpolitik.]
Nej, jeg synes godt vi kan forfølge denne sag yderligere:

Gro Harlem Brundtland er tidligere statsleder, Yve de Boer en vigtig mand i FN. De var også 'en integreret del af åbningen', og de er SLET IKKE NÆVNT, anmelderen må jo have spist søm!
@ 20 TurtleTyrant
Flot, men skal vi ikke blive enige om, at dette trods alt handler om musik?
Men, ellers god humor :-)
Alex Riel var på trommer? fuck hvor fedt!! :D, syndt jeg ikke så koncerten
Jeg må sige at jeg er mere end 100% enig med Jomosm.

Intet ondt om Nephew. Det er bestemt ikke noget jeg høre af mange grunde, men jeg har intet mod de spiller en gratiskoncert på rådhuspladsen. Der burde bare ha været en fortjent opmærksomhed omkring nogle af Dansk histories største musikere nogensinde som spillede før nephew, end bare at kalde dem for en lille intro.

Bevares Nephew var jo nok det de fleste var kommet for at høre, men vi bør sku stadig beundre de fantastiske musikere som vi er så heldige at kunne opleve.

Men det lyder som et rigtig fedt event på Rådhuspladsen!..

Med hensyn til tekster, så ja nogle tekster giver sku ikke så meget mening. Alle kan og bør jo heller ikke skrive tekster som Bob Dylan :).. (dog har jeg aldrig blevet klog på sangen, "en wannabe darth wader" Sorry nephew!)

Rasmus
Well, så er jeg er mindre end 0% enig. Jeg synes det er noget frygtelig snobberi.

Gaffa er et medie primært om ny rockmusik, så anmelderens vægtning er fuldkommen fornuftig, sitets målgruppe taget i betragtning. End ikke Annisette ville kalde de 20 min på scenen for 'en koncert'.

Jososm og andre understreger ivrigt at der jo ikke er noget galt med Nephew, men skal lige klemme ind hvor provinsielle de er sammenlignet med 'verdensstjernerne'. Ja gu er Marilyn Mazur mv. anerkendt ude i verden, men jeg vil påstå at er det i en smal og – ser vi – meget engageret niche.
'Nul & niks'-bandet har samarbejdet med Timbaland, og rev rundt med en Rådhuspladsen som de 95% selv havde pakket. Tør øjnene.

I øvrigt var hele arrangementet fantastisk, Hopenhagen fortjener al ros.
Alt er galt med Nephew.
Turtletyrant:

En gruppe af Danmarks spillede på rådhuspladsen "sammen" med Nephew. Der er næsten ikke skrevet noget om dem men 90% om nephew. Bevares det var dem der trak publikum, og de spillede længst tid. Men et stjernetræf forinden fortjener mere opmærksomhed. Havde jeg vidst dette var jeg kommet.

Nephew har opnået en del. Al respekt for det. Men bare fordi man har lavet en session med Timbaland betyder ikke at man bør skygge over folk som Marilyn Mazur.

Jeg vil heller ikke sige noget ondt om nephew, for min mening om dem ville ikke gavne i denne debat. Men i når det handler om musik bør vi ikke skændes om hvem der har solgt mest, og hvem der har arbejdet med hvem. Det er forskellige genre og stile. Et samarbejde mellem Timbaland og Marylin ville nok ikke føre til noget godt.

Forskellige stilearter og smag. Men alt i alt burde Annisette og co. få den opmærksom for det act de fortjener.

Rasmus
Jomsom jeg er ked af at sige det, men Nephew var altså denne aftens hovednavn. 4 navne fik 20 min mens nephew fik resten af aftenen, og desværre har de af årsager jeg ikke forstår en meget bred folkelig appel. Disse ord bliver sagt af en mand, der forguder Ibrahim Electric og hader Nephew.
Super fantastisk koncert. Fed energi - ja, glad, det blev jeg!
#27

Hader er et stærkt ord - og kan føre til mange grufulde ting...
Jeg kender ikke Newphew's musik og kan derfor ikke udtale mig om den/dem. Men jeg vil give jomosm m.fl. ret i, at ordet "opvarmning" ikke er velvalgt omkring arrangementets første musikalske indslag! Jeg ved fra pålidelig kilde, at dette hold IKKE blev hyret "som opvarming", men blev bedt om at levere et indslag på godt 20 min og i øvrigt være Copenhagen Jazzfestivals bidrag til åbningen.
Med andre ord var bandets egen indgang til det IKKE at spille opvarmning for Newphew - som flere af dem i øvrigt ikke aner, hvem er. Om de bliver kaldt det ene eller andet efterfølgende, er de nok selv ret ligeglade med. Men som "fan" forstår jeg personligt jomosm' harme på dette felt.
Og undskyld, men jeg trak altså på smilebåndet mht "samarbejdet med Timbaland". Marilyn Mazur har spillet I MILES DAVIS band for pokker. Og ikke mindst Alex Riel har spillet med at alt, hvad der kan krybe og gå af verdensnavne i flere årtier. Check lige listen på hans myspace!!!

My two cents. ;)
INFO til alle os der savnede noget ægte fokus på det som anmelderen foroven ikke helt fik 'plads' til i sin anmeldelse:

http://gaffa.dk/anmeldelse/36151

En rigtig anmeldelse af den såkaldte 'opvarming' fra Rådhuspladsen! Wow :-)

Giv dit bidrag til debatten! Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik. Du skal blot vælge brugernavn og password samt angive din e-mail-adresse. That's it!

TRACKLIST
  • 1. Hospital
  • 2. 007 Is Also Gonna Die
  • 3. Va Fangool!
  • 4. Police Bells And Church Sirens
  • 5. D.T.A.P.
  • 6. Mexico Ligger I Spanien
  • 7. Movie Klip
  • 8. Sov For Satan Mand
  • 9. En Wannabe Darth Vader
  • 10. Igen Og Igen Og
  • Ekstra:
  • 11. Science Fiction Og Familien
  • 12. Allein Alene
LINEUP
Simon Kvamm (sang, keyboard, guitar)
Kristian Riis (guitar, kor)
Kasper Toustrup (bas, kor)
Søren Arnholt (trommer, kor)
René Munk Thalund (keyboard, kor)