Shaggy, Youssou N'Dour, Khaled, Angelique Kidjo m.fl.: Dance 4 Climate Change, Parken

Shaggy, Youssou N'Dour, Khaled, Angelique Kidjo m.fl., Dance 4 Climate Change, Parken

Shaggy, Youssou N'Dour, Khaled, Angelique Kidjo m.fl.: Dance 4 Climate Change, Parken

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Se flere billeder på crawfurd.com

Det var med ganske lave forventninger, undertegnede fandt vej til Parken mandag aften. For den såkaldte Dance 4 Climate Change-koncert havde - med rette - været genstand for en stærk kritik af sit mildt sagt blandede program med teenagepop og verdensmusik mellem hinanden og en stor andel af kunstnere, der ikke har haft et hit i dette årtusinde. Og da arrangørerne for få dage siden sænkede billetprisen fra 300-650 til 75 (!) kroner, lugtede det af panik før lukketid.

Da jeg trådte ind i Parken få minutter før den annoncerede koncertstart klokken 19, var betonbunkeren da også gabende tom. Blot nogle få hundrede mennesker var mødt frem, og arrangørerne havde klogeligt givet dem alle adgang til den såkaldte Golden Circle foran scenen. Siden kom flere folk til, men på intet tidspunkt var der - efter undertegnedes øjemål - mere end et par tusind mennesker i Parken og dermed en tyvendedel af den samlede kapacitet.

Det spinkle fremmøde lod dog ikke til at påvirke aftenens første orkester, svenske Europe, der lagde ud med titelnummeret fra deres seneste album, "Last Look At Eden". Joey Tempest har stadig en stærk stemme og poserede med store armbevægelser på scenen, John Norum kan stadig flytte fingrene hurtigt op og ned på gribebrættet, og sjovt nok passer gruppens ellers noget tilbageskuende heavypop fint ind i tidens emo-bølge. Det gamle hit "Rock The Night" og den nye, okay ballade "In My Time" fulgte, inden gruppens lidet overraskende sluttede af med kæmpehittet "The Final Countdown" med en tekst, som passer fint ind til disse ugers klimatopmøde. Grundet det beskedne publikum var det dog begrænset, hvor meget fut den fik sat i publikum.

Herefter fik vi den for tiden storhittende Rasmus Seebach, der sammen med den akustiske guitarist Daniel gav os sine to hits "Engel" og "Glad Igen". Okay, om end lovlig sentimentale ballader, som muligvis rammer et blødt punkt, hvis man er teenager.

Stilmæssigt fortsatte Brinck, hvor Seebach slap, denne gang helt alene med en guitar på scenen. Brinck gav os også to rørstrømske ballader, "I Don't Wanna Love Her" og melodi grand prix-vinderen "Believe Again" og fik også sagt fra scenen: "Der er rigtig mange mennesker, der ser det her på tv. Det er i hvert fald, hvad de siger." Ja, det sagde du og ikke jeg.

Herefter tog vi et markant musikalsk spring. Ind på scenen kom nemlig Benin-sangerinden Angelique Kidjo. Det er 15 år siden, Kidjo havde sin kommercielle storhedstid i Danmark med hittet "Agolo", men kun kan stadig, viste hun med tre fine sange, hvor det stod klart, at Kidjos kraftige, længselsfulde stemme er intakt. Bag sig havde hun også et fint orkester, og stemningen løftede sig yderligere, da den store senegalesiske sanger Youssou N'Dour (billedet) kom på scenen i tredje nummer til en duet på N'Dours gamle hit "Set". Herefter forlod Kidjo scenen, og N'Dour introducerede den indenesiske sangerinde Anggun til duet på N'Dours største hit på disse breddegrader, "7 Seconds". En sang, der også hittede for 15 år siden, men den er stadig stærk, og N'Dour er ligeledes fortsat i besiddelse af en meget smuk og vidtrækkende stemme. Anggun gjorde det også fint som duetpartner. Herpå forlod hun scenen, og N'Dour fremførte alene en smuk ballade, der skulle minde os os, at Afrika er andet og mere end hungersnød, aids og krig. Hørt.

Herpå blev det tid til algierske Khaled. Igen en sanger, hvis kommercielle storhedstid på disse kanter ligger tilbage i 90'erne, hvor han fejrede triumfer med sangene "Didi" og "Aïcha" - sidstnævnte siden fortolket af blandt andre Outlandish - og det var netop de to numre, han gav os. Khaled har også stadig en flot stemme, men han skuffede dog lidt med at optræde med et anonymt orkester, hvor en del af musikken tydeligvis var playback, der blandt andet fadede ud efter et nummer. Men han optrådte ligesom de øvrige kunstnere også gratis, og så kan man vel ikke forvente mirakler.

Scenen blev nu stillet om til førnævnte indonesiske Anggun. Sangerinden har en fin stemme, men overraskede ved ikke at byde på nævneværdig etniske islæt. I stedet leverede hun ganske ordinær, småkedelig vestlig pop-rock, dog bestemt med hitpotentiale. I sidstnævnte sang, "Saviour", kom Brinck tilbage på scenen til en duet, og de to klædte hinanden ganske fint. Også her var der vist også en del singback på spil. En af sangene fadede eksempelvis også ud lige så nydeligt.

Herpå blev det tid til østrigske og mig ganske ukendte My Excellence. Gruppen spiller en slags melodisk pop-rock med elementer af emo og blandt andet tekster om verdens elendighed, og det passer jo fint til en klimakoncert. Musikken har klart hitmuligheder, men var ellers ikke lige undertegnedes kop te. Der manglede kant og personlighed.

Færøske The Dreams var næste levende billede. Emo-gruppen falder langt fra nærværende anmelders smag, men man må sige, at gruppens optrådte yderst professionelt, med iørefaldende sange og en attitude, der lod ganske hånt om, at Parken stadig var næsten tom. Også her kom der lige en sang om klodens elendighed, meget apropos.

Danske Nabiha med de afrikanske rødder var en stærkt positiv oplevelse. Hun fremførte to forfriskende up-tempo-sange, som stilmæssigt lå et sted mellem retrosoul a la Amy Winehouse og Duffy og moderne stilpluralister som M.I.A. og Santigold, og sang tilmed godt. Hun bliver stor i 2010!

Danseorkestret gav os ikke overraskende deres store hit "Regndans", hvor teksten igen passede godt til aftenens klimatema. Derpå fik vi to nye sange fra gruppens seneste album, med mærkværdigvis ikke gruppens absolut største hit, "Tilbage Nu", hvilket formodentlig kom som et chok for en publikummer eller to.

Til gengæld var det begrænset, hvor mange buh-råb der blev ytret til nyheden om, at aftenens hovednavn, Akon, havde aflyst sin optræden, angiveligt grundet voldsomme mavesmerter. Jeg fristes dog til at tro, at det skyldes, at Akons ego ikke kunne byde ham at spille for en næsten tom Park, men lad nu det ligge. Selvom jeg også mener, at Akons bidrag til musikhistorien svarer nogenlunde til Kim & Hallos, havde jeg nu gerne set den autotune-afhængige r&b-sanger live på scenen.

I stedet var sidste sanger på de skrå brædder den jamaicanske reggaesanger Shaggy, der stillede op med dj og backingvokalist. Igen har Shaggy ikke haft et stort hit i Danmark siden begyndelsen af årtusindet, men Shaggy fik da sat en smule liv i Parken med gamle hits som "Mr. Boombastic", "It Wasn't Me" og "Angel". Stadigvæk var der dog formodentlig mere gang i Parkens fitnesscenter end dansegulvet denne forholdsvis lune decemberaften.

Den hollandske dj Ferry Corsten lukkede og slukkede med hårdtpumpet house til spredt dans på det meget store gulv, og så luntede GAFFAs udsendte ellers hjem til nattens deadline efter en aften med underholdning på det jævne.

Skal man sige noget pænt om Dance 4 Climate Change, må det være, at arrangementet blev afviklet yderst professionelt med kun få minutters pause mellem hver kunstner. Lyden var overraskende fin i den ellers potentielt rungede, tomme Parken, kunstnerne lod sig ikke mærke med det sparsomme publikum, og øl- og toiletkøerne var selvsagt ganske korte. Og så var det selvfølgelig uheldigt for Dance 4 Climate Change, at Danmarks pt. mest populære rockband, Nephew, spillede gratis klimakoncert på Rådhuspladsen samtidig med klimakoncerten i Parken.

Omvendt kunne man godt have brugt en konferencier og lidt mere information om formålet med aftenens koncert ud over lidt storskærms-oplysninger. Og det musikalske program - ja, selvom det nu er for sent, må arrangørerne omsider have forstået, at man ikke kan fylde Parken bare tilnærmelsesvis ved at booke middelgode kunstnere med få, små og gamle hits og i alskens stilarter, der peger i øst og vest. Publikum ved jo godt, at hver kunstner kun spiller to-tre sange, og derfor skal der meget til, før man køber billet. Husk på, hvordan det gik til H.C. Andersen-hyldesten i Parken i 2005 - den med Tina Turner.

Det var de world-orienterede kunstnere Angelique Kidjo, Khaled og især Youssou N'Dour samt det danske stjerneskud Nabiha, der reddede aftenen, men ellers var der langt mellem snapsene. Arrangementet må i bedste forstand betegnes som velmenende, og det er da også værd at gentage, at de medvirkende kunstnere - modsat eksempelvis Tina Turner i 2005 - optrådte gratis. Hvor meget rent drikkevand til Haiti, der så er kommet ud af et par tusind betalende gæster, det er en ganske anden sag. Men en kikset klimakoncert er selvfølgelig ikke en undskyldning for ikke at gøre noget ved klimaet. Husk det, kære læser.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA