Alex Riel & Stefan Pasborg Universe featuring bl.a. Annisette og Palle Mikkelborg: Skuespilscenen, P

Alex Riel & Stefan Pasborg Universe featuring bl.a. Annisette og Palle Mikkelborg, Skuespilscenen, Portscenen

Alex Riel & Stefan Pasborg Universe featuring bl.a. Annisette og Palle Mikkelborg: Skuespilscenen, P

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

De to trommeslagere Alex Riel & Stefan Pasborg – gudfar & gudsøn, læremester & elev – har tidligere optrådt sammen. Men med deres koncerter fredag og lørdag aften i Det Kgl. Teaters Skuespilhus var der alligevel lagt op til noget særligt. For med på plakaten stod en musikalsk stjernekonstellation bestående af Annisette og Palle Mikkelborg, foruden Jeppe Tuxen og Niclas Knudsen (der sammen med Pasborg udgør Ibrahim Electric) og Thomas Vang. Hvad disse syv ville komme op med, var naturligvis interessant. Og efter koncerten lørdag kunne undertegnede konstatere, at deres fælles univers var interessant. At se Alex Riel i selskab med Annisette Koppel (begge var med til at skabe Savage Rose i 1960erne), at se Alex Riel i selskab med Palle Mikkelborg, at se Alex Riel og Palle Mikkelborg og Annisette i selskab med Ibrahim Electric… var simpelthen helt fantastisk. Koncerten var en af de bedste undertegnede endnu i år har oplevet. Og ikke kun, fordi publikum blev som forenet på de tarveligt smalle stole i Portscenen – stole, som gav begrebet intimscene en helt ny betydning - men også fordi de syv musikere, der i løbet af aftenen kom kom på scenen, hver tilførte en fascinerende variation og kraft til det musiske formsprog.

Aftenens koncert startede med i allerhøjeste gear med en fuldstændigt forrygende duet, idet Alex Riel og Stefan Pasborg så at sige forenedes i de tos højenergiske tromme- og percussion suite Drum Faces, som både rummer nogle improviserede og nogle komponerede forløb. Det langstrakte, til tider hæsblæsende, til tider helt stilfærdige forløb viste de to trommeslagere fra deres bedste side. Både som musikere og mennesker. Der var noget fortroligt imellem dem og en helt åbenlys fælles glæde ved musikken og ved det hav af trommer, klokker m.m., de hver især havde med sig på scenen. Det koordinerede samspil og de individuelle svinkeærinder, det stærke beat, stilheden. Alle elementer inkluderede de i deres nummer. Og i det stykke af Stravinsky, som fulgte – introen fra Firebird.

Dørene bagerst på scenen åbnede sig og ind kom de fem øvrige musikere. Her i blandt Annisette som dog satte sig bagerst på scenegulvet, skjult for publikum. Der sad hun – mens Riel og Pasborg og især Jeppe Tuxen, Niclas Knudsen og Thomas Vang kastede sig ud i en medrivende versionering af Thomas Koppels / Savage Roses signaturnummer Byen vågner. Et nummer, der i beat og energiniveau var som i umiddelbar forlængelse af de to trommeduetter. Herefter kom især Palle Mikkelborg på banen med sin egen komposition Ultimate tears. Og – mens Annisette stadig sad aktivt lyttende på gulvet – red herrerne videre ud over stepperne i Kuti/Ibrahim Electrics Fela og i Pasborgs Lux.

Det, der på daværende tidspunkt forekom så slående, var, at arrangementerne var organiske, at udførelsen var naturligt sammenhængende. Om det bare var de to trommeslagere, der spillede - om Ibrahim Electric eller Palle Mikkelborg blev knyttet til – ensemblets retning forblev den samme. Formsproget intakt – trods variationer. Dét – netop dét – var al ære værd. En medrivende koncert på højeste niveau – det var det, intimscenen bød på. Også fordi hver enkelt musiker var meget mere end på højde med sit eget instrument og det kollektive udtryk. Pasborg var et veritabelt tærskeværk på trommerne, Riel en tilbageholdt ditto med indbygget eksplosionskraft, Tuxen en bjørn af en Hammondorgelbetvinger, Knudsen en superstærk leadguitarist, Vang en lidt mere anonym bassist og Mikkelborg en aldeles sublim trompetist, der som en anden elefant listede rundt for det ene øjeblik at søge med snablen i savannens bund og det næste højlydt trompetere mod himlen.   

Så kom tidspunktet, hvor Annisette rejste sig fra gulvet og indtog scenens forkant. Og – at dømme efter bifaldets karakter – var det et ventet øjeblik. Men netop det blev også for denne anmelder et ambivalent øjeblik. For positivt repræsenterede det et glædeligt genhør med en af Danmarks mest originale sangerinder. Negativt markerede det et ærgerligt knæk i koncerten. Med de følgende tre numre - You'll be allright, Dear little mother og Long Before I Was Born – skiftede koncerten nemlig karakter. Det var som om, netop de numre blev spillet på sangerindens eller sangenes betingelser. Og sikkert ikke fordi Annisette havde ønsket det, men fordi kapelmestrene Riel & Pasborg havde haft så stor respekt for originalforlæggene, at de havde afholdt sig fra at lave en radikal bearbejdelse. Som konsekvens heraf kom de tre numre til at hænge lidt gumpetungt i forhold til hele den hidtidige del af koncerten, som havde været kompleks, energisk og farverig. Kun Annisettes formidabelt intense stemme gjorde de tre første vokalnumre til en oplevelse. Den lille, fnuglette sangerinde forrest på scenekanten, gav sig til gengæld så helt og fuldt, at flere – undertegnede inklusive – sad grådkvalte af bevægelse på intimscenens mørke sæderækker. Sidste nummer - What Do You Do Now? – markerede imidlertid en tilbagevenden til det komplekse, energiske og farverige, idet Palle Mikkelborg igen blev en integreret del af det samlede udtryk. Selv ekstranummeret, Chaplins Smile, fungerede i al sin stilfærdighed som et samlende hele for ensemblet på scenen.

Trods knækket var koncerten en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Positivt en intim oplevelse, som udløste et bragende, næsten uudslukkeligt, stående bifald, som først stoppede, da en kejtet Alex Riel tog mikrofonen og sagde: "Vi har altså ikke flere numre."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA