AC/DC-tilbedelse bliver taget til nye højder på andet udspil fra unge australske kometer

Australske Airbourne fortsætter ufortrødent deres åbenlyse AC/DC-tilbedelse på opfølgeren til debutalbummet Runnin' Wild. Airbourne lyder mere som AC/DC, end den australske rockinstitution selv gør. De giver oven i købet originalerne kamp til stregen på No Guts, No Glory med tretten meget fængende og veldrejede sange, der i min bog gør albummet bedre end AC/DCs seneste Black Ice. Det er nogenlunde lige så svært at argumentere for, at No Guts, No Glory er et mesterværk med den forholdsvis uoriginale og et dimensionelle tilgang in mente, som det er at høre albummet og ikke lade sig påvirke af det. Sange som No Way But The Hard Way, Get Busy Living og It Ain't Over Till It's Over vil plante et bredt smil på dit ansigt, der skal fjernes med mejsel og vinkelsliber, og få din fod til at vippe som en lufttrykshammer, ligegyldigt om du vil eller ej. Når man har accepteret, at Airbourne ikke forsøger at genopfinde den dybe tallerken, er der meget lidt at sætte en finger på, ud over udgivelsestidspunktet. No Guts, No Glory er skabt til grillfester og køreture i sommerlandet.