Steen Koerner (instruktør) med flere: Menneskerobot, Dansehallerne, København

Steen Koerner (instruktør) med flere, Menneskerobot, Dansehallerne, København

Steen Koerner (instruktør) med flere: Menneskerobot, Dansehallerne, København

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr | GAFFA

Robotter med menneskelige egenskaber eller mennesker med mekanisk ensretning?! Det spørgsmål blev sat i bevægelse i Steen Koerners danseforestilling Menneskerobot, der i går, onsdag d. 13. januar, havde premiere på Dansescenen.

Minimalistisk elegance

Scenen var sat omkring ti robotter – ni af kød og blod og en af stål. Historien skulle fortælles gennem disse samt et gennemgående og ganske imponerende 3D videounivers tilsat musik af Yo-Akim med lyrik af Lycy Love og Saul Williams. Et sparsomt set-up, der samtidig passede helt perfekt til det mekaniske, minimalistiske univers, som publikum skulle føres igennem.   

I løbet af den time, forestillingen varede, blev det elektroniske menneskeliggjort med god hjælp fra tunge instrumentaler og vokale repetitioner. Den musikalske del af forestillingen var virkelig velfungerende og tog ikke opmærksomheden fra danserne – men holdt samtidig publikum fanget hele tiden, med stemningsskift og spændende variationer. Lucy Love og Saul Williams' tekster var yderst velafbalancerede, og gav musikken krydderi og handlingen de ord, som danserne illustrerede.

Den umenneskelige japaner

Og der var især to af danserne, der formåede at illustrere disse ideelt – specialisten i menneskelige robotbevægelser Koichiro Mori "M516" fra Japan, og den amerikanske Pandora, der er en af verdens bedste electric boogie- danserinder. Deres bevægelser og, i bogstaveligste forstand, deres fingerspidsfornemmelse for selv de mindste detaljer, var ufattelig imponerende, og nærmede sig på nogle punkter det umenneskelige. De dansede helt vidunderligt, og fik de komplicerede bevægelser til at se legende lette ud. Og det var både godt og skidt.

Det lyder måske mærkeligt, men det kan faktisk godt være et problem, at der er nogle, der er så dygtige, for det kan få andre til at se mindre dygtige ud – og det blev desværre tilfældet her. For det var virkelig svært for flere af danserne at hamle op med de to nævnte. Især Talent08-vinderne "Robotdrengene" faldt, på trods af navnet, igennem. Drengene har tidligere været med i Steen Koerners forestillinger, men det var som om, at denne robot-opgave var for stor en mundfuld for dem.

En måned for tidligt

Dette var medvirkende til, at stykket, rent dansemæssigt, kom til at synes usammenhængende. Truppen var på en eller anden måde ikke stærk nok som enhed endnu, og det var en skam. For Koerners koreografi er virkelig imponerende og fængende. Den er spækket med detaljer og vanskelige synkrone passager, der giver energi og dynamik.

Sammen med Jacob Schokkings spændende billeder og lys har forestillingen et stort potentiale, men det var, som om det ikke var klar endnu. I virkeligheden er det som med et band – det skal sammenspilles, og det er dette hold stadig i gang med. De skal være strammere og sikrere. Det er dog ikke svært at forestille sig, at de bliver det, og at denne forestilling derfor når nye (og bedre) højder, når de nærmer sig spilleperiodens slutning.  

Fra menneske til robot – og tilbage igen

Men ingen robotforestilling uden robot – og den skal naturligvis også nævnes. Den lille japanske Ashigaru har været fire år undervejs, og i skabelsesperioden var Mori ansat hos MechaTraX, firmaet bag det lille vidunder. Robotten er programmeret med Koerner og Moris' electric boogie-bevægelser, og som med forestillingens andre dansere dansede robotten (naturligvis) også til musikkens rytmer.

Og ingen tvivl. Det er bestemt et teknologisk mesterværk, denne lille fyr, men i undertegnedes optik, og i denne sammenhæng, ligger det fantastiske lige så meget i, at det kan lade sig gøre at programmere dens bevægelser og gøre dem flydende, for efterfølgende at lade en danser gengive dem så mekanisk og elektronisk som muligt. Og således kommer de i mål med handlingen. Menneskerobot eller robotmenneske? Det er måske lidt banalt, men ikke desto mindre er der åbnet for en mulig og reel problematik.

 

"Menneskerobot" spiller til og med 6. februar. Læs mere på dansescenen.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA