Sangerinden faret vild i en musikalsk dødsdrom

Det kører rundt og rundt og rundt for Dicte på Tick Tock, hvor hun fortsætter ad retrorockens tilgroede stier. Den aldrig stillestående sangerinde er nu kommet til den spæde elektrorock og de funky forklædninger. Det burde indvarsle rå energi og smægtende melodier fra den genresikre Dicte. Men det er tæt på at ende i en bleg udgave af hedengangne Garbage, og der er langt til Talking Heads' originalitet i de mere dansable numre.

I den vokale afdeling er Dicte stadig unik med sin både skarpe og kælne stemme. Få kan som hende sætte ild i en melodi. Den mangler desværre for ofte på albummet, som virker underligt stagnerende i sin søgen efter en musikalsk desperation.

Hun har ellers et kompetent orkester i The Sugarbones, men de virker for opsatte på at lyde rigtig cool på Tick Tock, der ender en kende fortænkt i udførelsen. Bedst er Dicte i den funky afdeling med plads til leg, men som helhed er albummet fanget i tanken. Det må være videre for Dicte.