Når klichéfyldte banaliteter står i kø

"Can anybody give a reason? Can anybody here explain? Why is nothing breathing? And when did it change? Is it true? Are we just blue? Will we undo all the things we've done wrong or just carry on?" Denne tekstbid fra Is It True opsummerer på ganske lidt godt og rigeligt ondt originaliteten, der er at spore på Los Angeles' Reto Burrells 12 numre og 44 minutter lange umådeligt middelmådige album, Go. Der er så hidsige svingninger i klichékarrusellen, at det bliver helt pinagtigt. Det burde ikke være tilladt at indspille plader, når man blot er en mellemgod rockguitarist med en forglemmelig stemme og mindre på hjerte end en fjerdedivisionsspiller efter en uafgjort venskabskamp. Selv om numrene enkeltvist er anstændige kompositioner indsvøbt i en pæn produktion – hvilket sikrer en ekstra stjerne i uddelingen af disse – er albummet som helhed af så intetsigende og overflødig en slags, at "ind ad det ene øre og ud af det andet" næsten bliver en overdrivelse: Det bare mildt nysgerrige øre vil slet ikke byde Burrells banaliteter inden døre.