Sangskriverens toer lyder mere af en særstilling end en missionærstilling

Med Lille Filantrop stod Annika Aakjær for et af 2008's mest overbevisende danske debutalbum, propfyldt med iørefaldende dansksprogede sange med bid og vid. Nu er toeren her så, og den indfrier så absolut de høje forventninger. Annika Aakjær træder i den grad i karakter som skarp sangskriver, både når det gælder tekst og melodi. Tekstmæssigt er sangene præcist tegnede portrætter af personer og tendenser i tiden, hvad enten det er holdningsløse hippie-wannabes, dagdrømmere, lidenskabsløse murstensmillionærer (okay, lidt sent i disse krisetider, men de vender vel), et vist folkepartis overtagelse af Natasjas Giv Mig Danmark Tilbage-titel eller den både gribende og rå Det Bedste For Mig Selv om en selvmorders tanker på vej ud foran et S-tog ("der er en del, der skal tørres op / der, hvor jeg efterlod min krop"). Annika Aakjær fremfører sangene med sin intense og ganske nuancerige stemme, og musikalsk har Missionær lidt mere strøm og (endnu) flere farver på paletten end den mere akustiske, guitar- og klaverorienterede debut. Albummet byder på et ganske fyldigt lydbillede med en del strøm på guitaren, trommer med godt med rumklang, mandolin, klokkespil, strygere og meget mere og meget iørefaldende melodier – og en sjov lille 50'er-rytmeboks på Pænhed Er Kommet Til Byen. Det hele fungerer fortrinligt, og med Missionær understreger Annika Aakjær, at hun er kommet for at blive på den danske sangskriverscene – og med tiden måske ligefrem indtage en særstilling. Det bliver næppe en missionærstilling.