Antichrist-stjernen kan takke Beck for et vellykket album – ikke sig selv

Oven på hendes suveræne præstation i Lars von Triers Antichrist havde man næsten glemt, at fransk-engelske Charlotte Gainsbourg også har gang i en sangkarriere, men nu kommer hun med sit tredje album. Den primære samarbejdspartner er denne gang Beck, der både har produceret og skrevet hovedparten af det fortrinsvis engelsksprogede IRM. Beck er vanen tro hittepåsom og alsidig, og IRM byder på en stribe velskrevne sange, der musikalsk kan beskrives som en slags sofistikeret, primært håndspillet pop med stor fokus på trommer og slagtøjsinstrumenter i det ret spartanske lydbillede. Flere sange har dog strygerledsagelse, ikke mindst den let dystre, fransksprogede ballade Le Chat Du Café Des Artistes, der ville gøre sig godt som Bond-tema. Charlotte Gainsbourgs noget spinkle stemme er dog et mindre irritationsmoment, og det er først og fremmest Becks fortjeneste, at IRM ender som et habilt album. Charlotte Gainsbourg fremstår stadig primært som en skuespiller, hvis musikalske tyngdepunkt ligger i efternavnet – ikke i generne.