Giv mig én god grund til, at Anden som rapper er en god ide. Og sig ikke guldplade!

Her findes minimum tre personer: Komikeren Anden, rapperen Anders Matthesen og privatmennesket Anders. Det er nok de færreste, der kender sidstnævnte, mens de fleste kender førstnævnte. Rapperen er derimod noget af en mærkelig mellemstørrelse, som man har evigt svært ved at definere. Det er vel kernen af problemet med Anders Anden som rapper; man ved aldrig, når han er seriøs, og hvornår man skal grine. Så jeg har valgt en løsning, hvor jeg græder det meste af tiden. Dels fordi det gør ondt i ørerne, dels fordi det gør ekstra, ekstra ondt i ørerne. Det er slemt nok, at hr. Matthesen stadig er på klappe-kage-rap-stadiet, men at han nu også er blevet karaoke-sanger uden Sams Bar er endnu værre. Og én ting er, at Anden sidder fast i en tidslomme, men det er endnu værre, at han bare karbonkopierer en stil, og så ikke engang har niveauet til at ramme det udtryk, han søger. Men måske er det allerværste nok, at han prøver at distancere sig fra en scene, som han pt. intet aner om, og derved viser, hvor out of touch han virkelig er. Det Nik & Jay-plagiat kommer fem år for sent, og denne plade ville stadig have været ligegyldig i 90'erne.