Personlige og sårbare fortolkninger fra 60-års fødselaren

Peter Gabriel har fra dag ét af den lange karriere haft de store artistiske visioner for øje og et konstant ønske om at udfordre sig selv og lytterne. Det er da også lidt af en overraskelse, at han otte år efter det seneste regulære soloalbum Up kaster sig hovedkulds ud i et coveralbum. En genre, der for det meste viser det famøse og frygtede kunstneriske lavvande og i få tilfælde viser artistiske og modige genfortolkninger. Ingen overraskelse her, at Scratch My Back mestendels falder i den anden kategori. Sangvalget vækker straks interesse og viser, at 60-års fødselaren har en særdeles udmærket musiksmag, med lige dele gamle giganter og unge stilfornyere. Albummet emmer af en enorm højtidelighed, hvilket kun forstærkes af det udelukkende klassisk orkestrerede akkompagnement, der får fortolkningerne til at fremstå ekstremt nøgne. Der er momenter af stor sårbarhed og skønhed, som i den smukke Flume af Bon Iver, den sublime Listening Wind af Talking Heads, den dystre og svulstige My Body Is A Cage af Arcade Fire, den tindrende fine The Book Of Love af The Magnetic Fields og den mest vellykkede coverversion af Bowies ellers så fortolkede Heroes. Albummet rundes af med et regulært cul-de-sac-øjeblik, for i Radioheads Street Spirit (Fade Out) bliver det slet og ret for skabagtigt, med Gabriels knækkende stemme, der rent ud sagt skurrer i ørerne.