Rumsterende rockeksperiment fra rumskibsrapperen

Alt er muligt for den, der bærer viljen i hjertet, og endnu mere er muligt for kunstnere med et galloperende storhedsvanvid og anlæg til at tro på egen hype. Sådan en størrelse er Dwayne Carter, der har solgt voldmange plader som rapperen Lil Wayne. Nyeste kapitel for den 27-årige excentriker er at blive genfødt som autodidakt rockstjerne, selv om han knap nok ved, hvordan man holder på en guitar. Det er der kommet en plade ud af, som hiphop-fans sikkert vil hade, ditto rockfans. Hvem henvender albummet sig så til? Til alle dem, der elsker det uforudsigelige og hellere vil forundres end mades med samlebåndsmusik. Ligesom Tha Carter III-højdepunktet A Milli ikke burde fungere, er det netop Weezys flabede fuckfinger til konventionerne, der redder ham her. Det hele er dog ikke skruet lige perfekt sammen – ind i mellem er guitarriffsne for tonseragtige, og til tider er der så meget auto-tune på vokalen, at Wayne burde få procenter af softwareudviklerne. Men for hvert fejlskud er der pletskud som Knockout, Paradice med linjen "call me crazy, I've been called worse" som svar på tiltale, og Drop The World, hvori Wayne beretter om at flyve i et rumskib, samle kloden op og tyre den i hovedet på en eks-kæreste. Ligesom hos grænsesøgende musikere som Frank Zappa og Syd Barrett og provokationens mestre, John Waters, Marcel Duchamp og Jeff Koons, er Lil Wayne bedst, når han er længst ude. Og på Rebirth er han så langt ude, at han kan klappe Laika.