Efterklang
Magic Chairs

Efterklang har alle dage gået deres helt egne veje med fremragende musikalsk(e) udfald til følge. Det gælder heldigvis også Magic Chairs, hvor musikken dog efter bandets skala er noget mere umiddelbar og kræver ikke helt så mange gennemlytninger som hverken Tripper eller Parades for at blive hængende i ørene, efter at albummet er løbet ud. Man kunne driste sig til at kalde visse elementer af musikken for decideret poppede, hvilket imidlertid ingenlunde går ud over kvaliteten på Magic Chairs, der når samme høje niveau som sine forgængere. Åbningsnummeret Modern Drift sætter med sine smittende toner, sit mangefacettede lydbillede og lyttevenlige legesyghed standarden for resten af albummet, hvor samtlige numre smyger sig kærligt gennem øregangene for at gå direkte i hjertekulen på lytteren. Efterklang lyder på trods af bandets nyfundne ligefremhed umiskendeligt som sig selv på samtlige albummets 10 sange, om end den pragtfulde Full Moon også bærer præg af associationer til både The Police og ingen andre end Mike And The Mechanics' (!) gamle hit Silent Running. Herudover er det omsonst at fremhæve nogle numre frem for andre. Magic Chairs er stort set én lang stjernestund, hvor højdepunkterne er mange og langvarige, og den skønhed, der alle dage har kendetegnet orkestrets musik, er på ingen måde blevet mindre siden debuten. Efterklangs fanbase kan roligt se frem til endnu et fantastisk udspil, mens nye lyttere på det kraftigste opfordres til at stige på her.