Channe Nussbaum & Spielniks
Alt und aggresiv

På denne udgivelse vender Channe Nussbaum for en stund sit vanlige ensemble af yngre virtuoser ryggen for at tage endnu en omgang med det hold, som hun skabte ryet og indførte klezmermusikken i Danmark sammen med - vel at mærke i kølvandet på udenlandske forbilleder som amerikanske The Klezmatics. Og det er sine steder et velkomment møde, om end i det store hele tilhører et andet solsystem end det normale ensemble, Klezmofobia. Men igen, det har altså sin egen charme, at musikken har et skramlet og lettere psykotisk præg af udsyret tysk cabaret på himmelflugt.

Channe Nussbaum synger rutineret og har sine steder hjertet krænget helt derud, hvor kragerne vender. Som på Finkelstein, hvor stemmen fremmaner en blues, der i den grad tager en med. Jeg kan også godt lide de tiltag, som både har reminiscenser til surf og de jazzede guitarer, som jeg fornemmer er Torben Stenos skæve fornemmelser, der siver op gennem bandets specielle lyd. Sproget er denne gang ikke mere jiddish, men nærmere et hjemmekomponeret tysk, hvor der er alskens ord fra landevejen inkluderet, selv om det vist er de færreste, der lige kan høre forskellen. For det er diasporaens længsel, som gennemstrømmer hver en porre, som når Nussbaum i en vidunderlig tango betror os sin isolation i Allein, et af de store numre på pladen. For selvom det er et hold skæve hoveder, der gerne søger grinet, så er det altså, når den alvorlige tone kommer på, og Nussbaum lader os vide, at der føles med livet i hænderne med stemmen, der dirrer, at Spielniks for alvor kommer til deres ret. Og det får den eksempelvis lov til i hendes egen private sang til sin far.

Det er langt hen ad vejen et fint album, som har deciderede højdepunkter i sange som den spøjse titelsang og i Erfahrung is Sexy. I førstnævnte synger Nusbaum et par strofer på engelsk - lyder befriende og bør prøves lidt mere - og jeg er vild med de kitchede tidsklip, ligesom jeg er ret glad for en plade, som tør nogle ting, som også Nussbaums soloskive gjorde det. Det andet band spiller stadig langt bedre med ungdommens friskhed, men Channe og de gamle venner klæder hinanden og har lavet et nutidigt statement, som skaber forbindelsen i bandets snart lange historie.

Jeg kan næsten ikke vente på den plade, de laver på plejehjemmet!