Anmeldelse / Live / Torsdag d. 04-02-2010 kl. 10:22

Alice In Chains
Orpheum, Vancouver, Canada,
tirsdag d. 2. februar 2010

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen
Foto: Rune-Leander Mikkelsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

...og så ikke mere snak om Layne Staley, tak

Alice in Chains er tilbage, men kan de midaldrende mænd stadig finde sig til rette i et bagkatalog kredsende omkring selvmord, misbrug og elendighed? Eller har Black given way to Blue?

GAFFA tog pulsen på Cantrell og co's åbningskoncert på deres amerikanske tour.

Det har ikke været nemt at være Jerry Cantrell de sidste seks maneder. Anmeldere såvel som fans har haft travlt med at sammenligne Aliec In Chains' seneste udspil, "Black Gives Way to Blue", med bandets udgivelser fra 1990'erne – ikke mindst har bandets nye sanger, William DuVall, måttet høre meget for sit forsøg på at udfylde afdøde Layne Staleys gyngestol. "Black Gives Way to Blue" debuterede ellers på en 5. plads på den amerikanske Billboard-hitliste med 126.000 solgte eksemplarer, og magasinet Metal Hammer gav udgivelsen 10 ud af 10 stjerner. Alligevel har fans såvel som kritikere været skeptiske omkring kvaliteten af denne reunion.

Inden aftenens koncert i Vancouver giver Cantrell da også udtryk for, at det ikke har været et nemt projekt at genoplive, da branchefolk såvel som fans ikke ønskede et Alice in Chaines uden Staley. Til trods for Cantrells faderskab til hits som "Would?", "Rooster" og "No Excuses" var det, som om ingen kunne forestille sig et gendannet band uden den hedengangne, karatismatiske forsanger, beretter den nu 43-årige guitarist til avisen The Province forud for aftenens koncert på den canadiske vestkyst.

Gennem de sidste ti år har Cantrell arbejdet med navne som Ozzy Osbourne og Nickelback. I 2006 fik han godkendelse af Layne Staleys familie til at genoplive Alice in Chains – i aften står de på scenen i et totalt udsolgt Orpheum i Vancouver, BC. En underlig stemning fylder boksen med pressefolk denne tirsdag aften. Forventningerne er store, men bandet skal ikke træde ret meget ved siden af, før de får kniven, som min kollega fra et canadisk musikmagasin udtaler det.  

Lad os bare udløse spændingen med det samme: Aftenens koncert med det genopståede Alice in Chains skulle vise sig at blive en af de bedste koncerter, denne anmelder har oplevet – en anmelder, som faktisk aldrig har været den store fan af gruppen!

The Last of His Kind
Til tonerne af "The Last of My Kind" fra det nye album toner bandets siluetter frem bag et kæmpe hvidt lagen, der dækker hele forscenen. Tæppet falder væk, og der står Cantrell i midten og synger med resten af bandet flankeret omkring sig. Vi får en håndfuld sange fra samme album, og der er ingen tvivl om, hvem der er i centrum i aften. Cantrells udgangspunkt er i midten, mens DuVall indtager pladsen til venstre for ham. Basist Mike Inez og trommeslager Sean Kinny ligner begge nogen, der er begejstrede for at have skiftet Play Station ud med et instrument igen.

Efterfølgende løfter taget i The Orpheum sig nærmest, da bandet ryger over i "Rain When I Die", "Them Bones" og "Damn That River" – alle tracks fra 1992's "Dirt"-udgivelse; en cd, der kastede fem top tre-singler af sig på den amerikanske Billboard-hitliste tilbage i de tidlige 90'ere. Når DuVall indtager mikrofonen og synger sig i gennem disse klassikere, er der ingen, der savner den Layne Staley, der mumlede sig igennem bandets MTV Unplugged-koncert tilbage i 1996. Duvall ligner Lenny Kravitz, danser som Mick Jagger, men lyder 100 procent som Staley, da han var bedst.
 
Som Cantrell står der i midten med det lange lyse hår og grungens noget rå historie malet i ansigtets furer, er han virkelig den sidste af sin slags. Her er ingen Eddie Vedder, der med tomme floskler vil redde verden, ingen flirten med Timbaland – her er en mand, der er tro mod det, han engang var og til dels stadig er – musikken og den to-stemmige vokal taler for sig selv. Undervejs får vi "Down In A Hole" og en fantastisk version af "Sick Man" – jeg har sjældent hørt så velafbalanceret en lyd til en rockkoncert.

Væk med nostalgien
Alice in Chains anno 2010 afvikler 1990'ernes klassikere med stort overblik og spilleglæde, og selvom det er tre afholdsmænd midt i 40'erne, der står på scenen, leveres numre som "Man in the Box" og "Angry Chair" stadig med en utrolig nerve.

Mest overraskende er matrialet fra den netop udgivne "Black Gives Way to Blue". Det sorte er blevet lidt lysere, men det er stadig Alice in Chains, som vi husker dem. Numre som "Your Decision"," Check my Brain" og "Acid Bubble" kan, live, sagtens stå på egne ben og behøver ikke bandets greatest hits at læne sig op ad. Cantrell synger lead-vokal på hovedparten af det nye – meget naturligt, når manden nu har stået bag 99 procent af arrangementerne. Gennem fremførelsen af "Acid Bubble" kommer DuValls stemme fulde til sin ret – en stemme, der spænder utroligt vidt, og man ærgres næsten over, at han et eller andet sted er bundet til at skulle lyde som Staley.

Aftenens koncert var udsolgt på under to timer. Da Orpheum kun har plads til 2000 gæster, har arrangørerne forgæves prøvet at flytte koncerten til et større sted. Lige inden koncerten blev billetter solgt for $300 (1500 kr) udenfor spillestedet. At være lukket inde med 2000 hardcore Alice in Chains-fans i halvanden time var en oplevelse. Fans, der har ventet over 12 år på en ny udgivelse, og næsten lige så længe på at se bandet live – denne aften oplevede jeg en intensitet, jeg aldrig har oplevet tidligere til nogen koncert – tak for det!

Aftenens koncert sluttes af med "Would?" og "Rooster". Alice in Chains er tilbage, bedre og skarpere end nogensinde før, tilbage med en forsanger, der lyder som Layne Staley, bare bedre. Skulle vi så ikke lade fortiden ligge og glæde os over, at en af grungens giganter er tilbage i topform?