Lettere ujævn synthrock med hårde såvel som bløde toner

Efter en opgave som komponist for Shakira er Sam Endicott tilbage i front for The Bravery på deres tredje album. Det tæller gode ting som den elektronisk metalliske Adored og den aggressive HateF**K, der viser The Bravery med lidt hårdere kant end tidligere. Over for dem står singlen Slow Poison, der er en sløv, men samtidig fængende sag, og I Am Your Skin, der lægger sig fint mellem Muse og Duran Duran. Desværre indeholder albummet også flere direkte fejltrin fra de ellers stilbevidste newyorkere. She's So Bendable, skrevet og sunget af bassist Mike Hindert, falder udenfor med sin tilbagelænede, næste Lou Reed'ske klang, og slutnummeret Sugar Pill er så stenet og sløret, at det skæmmer. Ind imellem de to poler finder man okay numre som Song For Jacob og Red Hand And White Knuckles, der virker som næsten destilleret Bravery, hvor ændringen i lyden fra bandets første to albums maksimalt er, at Endicott har skruet sit affekterede krukkeniveau et par grader op. Det gør han helt sikkert med stil, men nerve og inspiration virker lidt slidt.