Anmeldelse / Live / Mandag d. 08-02-2010 kl. 08:36

Pat Metheny
Tivolis Koncertsal, København, Vinterjazzfestival,
søndag d. 7. februar 2010

Anmeldt af Ivan Rod
Foto: Rasmus BS Hansen - www.terranaut.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Storm P. Metheny og hans musikmekaniske set-up

Pat Metheny er en musiker uden lige. Enestående, ekvilibristisk. Uanset set-up. Alligevel knyttede der sig en uklarhed til den forestående koncert med superguitaristen i Tivoli. For her ville han stille op solo – med et mekanisk, instrumentalt, computerstyret set-up bag sig. Hvad skulle det nu ligne? Hvad skulle det f.eks. tilføre musikken, live? På cd'en "Orchestrion" virker det helt afsindig godt. Men live?

Ja, der var ingen tvivl om, at det enorme set-up af de fleste i koncertsalen blev modtaget med varme. Til trods for, at det var ren mekanik og computerteknik. Man kunne have troet, at set-up'et især ville tiltale mandlige nørder med hang til ledninger, lamper med mere. Men det var, som om størstedelen af publikum tog imod det uvante med den største åbenhed, uanset køn. Og da hovedpersonen selv – solo på scenen – viste sig fra sin mest kommunikative side, gik set-up'et som helhed rent ind.

Forestil dig en guitarist på en stor scene. Bag ham står et stort stigereol-lignende arrangement i let stål. Reolen er opdelt i kvadratiske felter, og hvert felt rummer et antal instrumenter. Ét rummer f.eks. en stortromme, ét en række mindre trommer, ét blandt meget andet en klase af skaller, der – når de rystes – giver en varm træagtig lyd. I alt er der 12-15 felter med måske 70-80 instrumenter i alt – forbundet med ledninger til en central pult og oplyst af dioder, når de bliver anvendt. Udfra hver side af reolen står andre instrumenter: Et flygel, der selv kan spille; en kasse på højkant, som rummer to fastspændte guitarer, der kan aktiveres fra pulten; to sekretær-agtige møbler med noget, der ligner opbevaringsflasker med en hvid masse i. I flaskerne pustes der luft ind, og mængden af masse i hver enkelt flaske giver hver flaske en særegen lyd; der er to arrangementer af plasticrør (som ligner små gennemsigtige Stalinorgeler), hvori luftpumper blæser luft, der afføder en lyd, som var det fra blæsere; der er xylofonagtige set-up's og meget, meget andet. Én guitarist på scenen og måske 100-120 instrumenter i en halvbue bag ham. Sådan er set-up'et.

Vel låser det live-musikeren, der jo af naturlige grunde ikke kan improvisere. Men Pat Methenys pædagogiske fortælling om set-up'et gjorde sit til at åbne koncerten, eller forestillingen om man vil. Som han indledningsvist sagde: "Dette er i virkeligheden en god aften at være på date, for der er masser at tale om bagefter." Og så foldede han ellers en historie ud om sin morfar, der havde en stor samling af instrumenter, herunder et såkaldt "player-piano." Dét og alle de andre instrumenter tiltrak i den grad barnet Pat Metheny, der igennem alle sine år som musiker har været kendt for sin interesse for guitarer; ja kendt for sin samlermani. Da han for bare et par år siden havde spillet en koncert i New York, hvor han live optog loops af sit eget spil i tolv lag – og stod der og hørte sig selv spille live til optagelser af sig selv – blev tanken født. De to fænomener skulle kobles sammen. "De to spørgsmål, der så dukker op er: Hvorfor og hvordan?," sagde han fra scenen i koncertsalen. "Det første spørgsmål må jeg opsøge min psykiater for at få besvaret, det andet vil jeg prøve at forklare og vise jer i løbet af koncerten." Og dét gjorde han så.

Efter de to indledende numre, Make Peace og Sound of Water, stod resten af aftenen i Orchestrions tegn og dermed i den pædagogiske fremstillings tegn. Pat Metheny var – vanen tro – en eminent guitarist, men det var, som om han også – stående der alene på scenen med sit set-up - udviste en anderledes faderlig trang til at fremvise sin "baby" og få publikum til at forstå, hvor vidunderligt netop dét var. Forehavendet lykkedes til fulde.