Følelsesfulde finner med fjernundervisning i kærlighedens teori og praksis

Nye udspil fra finske H.I.M. havner typisk hos GAFFAs metal-anmelder. Med Screamworks er det slut, hvilket dårligt kan undre: Der er ikke for mange ører jernmalm i den "love metal", finnerne har slået sig op på siden det herrens år 1995. I stedet bør forventningerne indstilles på radiovenlig hard rock med højt til loftet og en gotisk grundtone. Hvis patos kunne måles og vejes, ville Screamworks sprænge skalaen. Frontmand Valos vokal er ofte næsten ubærligt flæbende – lutter gispende croon og hulkende falset – og den skæbnetunge kærlighedslyrik er Doktor Frank for goth kids. Fesne firsersynths gør ondt værre: Nogen burde fortælle finnernes tangent-troldmand, at der er andre indstillinger på et keyboard end "glockenspiel". Lykkeligvis er H.I.M. fuldt leveringsdygtige i fængende (og forudsigelige) omkvæd, og de er ikke bange for at gentage dem, til alle er med. Produktionen er solid, håndværket er i orden, og arrangementerne til tider helt overdådige – fans behøver ikke holde sig tilbage.