Den seksstrengede i centrum på kun delvist forløst solodebut

Det er vanskeligt ikke at have visse forventninger til solodebuten fra den uhyre stil- og imagebevidste producer og guitarist Johnny Stage, som tidligere har betjent den seksstrengede for folk som Sort Sol og Martin Hall. Og de bliver naturligvis ikke mindre af, at han her flankeres af den britiske guitarist Chris Spedding, som kan skrive samarbejder med notabiliteter som Roxy Music, Brian Eno og Sex Pistols på CV'et. Men selvom der da unægtelig også er masser af smagfuld spade på skiven, og selvom Stages hviskende vokal er klædeligt cool, udebliver de for alvor mindeværdige sange, og det seje setup forbliver i nogen grad uforløst. Guitarspillet – gnistrende på et højdepunkt som Final Curtain Call – er ikke overraskende albummets altoverskyggende trumf, og skæringer som Downbeat og Mambo Priest er et Tarantino-soundtrack værdige. Trods de fine forudsætninger vil pladen i eftertiden dog formentlig snarere leve op til sin titel end indtage en klassikerposition på den danske artrock-scene. Men, damn, noget fedt guitar.